Fynsk skolelærer bortvist: Sendte frække sms'er til elev
'Hør lige... Jeg er godt i stødet, og konen er på job. Hvad ville du gøre'
'Hør lige... Jeg er godt i stødet, og konen er på job. Hvad ville du gøre'
Belastende sms’er sendt fra lærer til 14-årig elev på friskole i Odense får politiet ind i sagen igen.
Ådalskolen i Odense valgte tirsdag at bortvise den lærer, der gennem længere tid sendte upassende sms-beskeder til en dengang 14-årig elev.
Det sker, efter Fyens Stiftstidende kunne gengive ordlyden af beskeder med seksuelle undertoner, som pigen havde modtaget fra læreren.
Det oplyser skolens bestyrelsesformand, Pia Bøg Madsen. Det fremgik af tirsdagsavisen, at læreren blandt andet havde bedt om at se pigen i g-strengs-trusser.
- Det er først, da vi læser Stiftstidende, at vi bliver bekendt med, at det har stået på, mens pigen var elev på skolen og under 15 år, siger bestyrelsesformanden til avisen.
Detaljerne i Fyens Stiftstidende har også fået Fyns Politi til at genoptage efterforskningen af sagen.
Bortvisningen kommer, efter ledelse og bestyrelse på Ådalskolen i et brev til forældre og ansatte den 9. august bakkede læreren op, selv om skolen havde kendskab til indholdet af sms-beskederne.
Den nu 16-årige pige, som modtog beskederne, fandt i går endnu flere gamle sms’er fra læreren på en aflagt mobiltelefon. Her skriver han blandt andet til pigen, at han har drømt om at have sex med hende, og at han er »liderlig«.
Skoleledelsens og politiets oprindelige håndtering møder kritik fra børneeksperter. For Red Barnets børnepsykolog Kuno Sørensen har der fra begyndelsen ikke været tvivl om, at der var tale om en straffesag. Børnerådets formand, Lisbeth Zornig Andersen, siger til Fyens Stiftstidende:
- Man kan ikke have en mand, som ikke forstår at sætte grænser over for eleverne, ansat. Som myndighed er man forpligtet til at forhindre sådan en bekymring.
Skolens bestyrelsesformand fastholder, at skolen ikke har kunnet handle anderledes i forhold til den viden, skolen har haft. Den mandlige lærer har over for avisen erkendt at have sendt sms’erne til eleven.
BNB