Kender du noget til sagen? Eller kender du til andre tilfælde? Så skriv til os på Facebook eller på 1929@bt.dk.

27 personer har tilsyneladende brugt tusindvis af kroner i forsøget på at snyde sig ind på universiteter.

Københavns Politi har sigtet 27 personer for at forsøge at snyde sig ind på videregående uddannelser ved hjælp af falske eksamensbeviser.

Sagen opstod allerede i 2013, da Styrelsen for Videregående Uddannelser opdagede, at 19 personer havde søgt ind på en videregående uddannelse med uægte eksamensbeviser.

Normalt er sager om uægte eksamensbeviser et anliggende mellem ansøgeren, uddannelsesinstitutionen og politiet. Men styrelsen opdagede, at flere af eksamensbeviserne fra ansøgerne lignede hinanden.

De var sendt til institutioner på tværs af flere københavnske politikredse, og det fik styrelsen til at gå ind i sagen med en samlet anmeldelse til politiet.

- Det er vigtigt, at vi sender et klart signal om, at det er uacceptabelt og ulovligt, skriver Nils Agerhus, der er direktør for styrelsen, i en pressemeddelelse.

- Uddannelsesinstitutionerne og Styrelsen for Videregående Uddannelser gør en stor indsats for at kontrollere eksamensbeviserne, og forsøg på snyd anmeldes til politiet, skriver han.

Nu har Københavns Politi oprettet i alt 31 forhold og sigtet 27 personer i sagen.

Flere af de sigtede ansøgere havde ikke en gymnasial eksamen, mens andre har en gymnasial eksamen med et væsentligt lavere karaktergennemsnit end det, der fremgik af det uægte bevis.

Et falsk eksamensbevis skal have kostet mellem 1500 og 20.000. De er blevet brugt til at søge ind på Copenhagen Business School, Copenhagen Business Academy, Professionshøjskolen Metropol og Københavns Universitet

Flere trak dog deres ansøgning, allerede inden de begyndte på uddannelserne. Ifølge politiet læste kun en enkelt stadig, da personen blev sigtet.

Politiet mener, at en 27-årig bagmand sammen med to jævnaldrende mellemmænd står bag fuskeriet. Politiet ransagede i april deres adresser.

/ritzau/