Et Ryan Air-fly måtte mandag eftermiddag mellemlande i Billund, da to fulde mænd kom op at slås ombord.

Et rutefly fra Ryan Air, der var på vej fra Tallin i Estland til England, måtte lande i Billund, da to passagerer kom op at slås undervejs, oplyser Sydøstjyllands Politi til bt.dk.

Efter at flyet var lettet fra Tallin, kom de to mænd - en 35-årig estlænder og en 32-årig englænder - op at slås. De var begge påvirkede af alkohol,

- Det udviklede sig så voldsomt, at flyet måtte søge om tilladelse til at lande i Billund af hensyn til trafiksikkerheden, siger vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi til bt.dk.

Politifolk fra Sydøstjyllands Politi blev sendt til lufthavnen, da flyet landede ved 16.30-tiden mandag. De to mænd blev anholdt, og her til aften sover de branderten ud i detentionen.

Nu venter der dem mindst en større bødestraf, da de er sigtet for at have bragt trafiksikkerheden i fare. Desuden kan de regne med en kæmperegning fra Billund Lufthavn og fra flyselskabet for den uventede mellemlanding i Billund.