Den gravide kvinde, der onsdag blev udsat for et voldsomt overfaldet i Valby ved højlys dag, vil i dag få undersøgt sit foster for skader på Rigshospitalet.

- Psykisk og fysisk har hun det ikke så godt. Hun græder konstant, hun har det ikke så godt.

Sådan fortæller Adel Dervishi, der er storebror til den gravide Joana Dervishi, der onsdag blev udsat for et brutalt røveri ved højlys dag i nærheden af sit hjem i Valby.

Kvinden havde kort tid forinden i Nordea på Valby Langgade hævet 10.000 kroner  til ting til sit ufødte barn samt vekslet 20.000 kroner for sin mor til en rejse til Irak. Politiet formoder, at op mod fire gerningsmænd har holdt øje med kvinden, og at de derefter  fulgte efter hende, da hun tog med toget og steg af på Vigerslev Station. Kort før sit hjem, blev Joana Dervishi overfaldet.

- Hun blev sparket i siden af maven og i hovedet, og de stjal hendes penge, hendes pas, hendes sygesikring, hendes mobil. Alt, fortæller den chokerede bror, der ligesom resten af familien ikke har sovet siden onsdag. De er alt for bekymrede for Joana, der er gravid i syvende måned. Efter overfaldet blev hun indlagt på Rigshospitalet, og familien frygter, at der er sket skade på det ufødte barn.

- Hun og barnet skal undersøges i dag, og så ved vi, hvad der er sket, fortæller Adel Dervishi, der igen i dag vil tage ind på Rigshospitalet for at være sammen med sin lillesøster.

Joana Dervishi har i forvejen en 11-årige datter, og hun er ligesom resten af familien stærkt chokeret over, hvad der er hændt hendes mor. Familien har dog valgt at holde hende væk fra hospitalet.

- Hun skal ikke være mere bekymret, end hun er i forvejen. Det vil hun blive, hvis hun ser sin mor med de blå mærker og hævelser, fortæller Adel Dervishi, inden han fredag tager ud på hospitalet for at besøge sin søster.

Københavns Politi udsendte i går fire billeder af mænd, som mistænkes for overfaldet. Billederne er taget fra overvågningskameraer ved Nørrebro Station, og politiet mener, at de fire mænd skyggede Joana.

- Vi ser dem gå med i toget sammen med hende, og vi ser dem også stige af igen efterfølgende på Vigerslev Station, fortalte efterforskningsleder ved Station City, Bo Hass Jensen torsdag til TV 2.

Politiet oplyser over bt.dk fredag, at man har fået en del henvendelser på efterlysningen, og at man nu ser nærmere på sagen.