Politiet efterforsker muligt mord i Grenaa

Østjyllands Politi frygter, at en ung kvinde fra Grenaa er blevet offer for et drab.

Den 28-årige Henriette Aabenhuus forsvandt efter en bytur i hjembyen natten til 30. september og blev halvandet døgn senere fundet delvist hængt i en villahave midt i byen.

Umiddelbart kunne det ligne et selvmord, men omstændighederne ved dødsfaldet er så mystiske, at både de pårørende og politiet mistænker, at der i virkeligheden er tale om et drab, som gerningsmanden efterfølgende har forsøgt at camouflere.  

- Jeg kan bekræfte at vi efterforsker sagen. Vi er ikke overbeviste om, hvad der er sket med den afdøde, og derfor har vi blandt andet haft teknikere ude at undersøge gerningsstedet. Vi mangler stadig en række afhøringer og nogle tekniske undersøgelser, siger politikommissær Claus Danø, der er leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet ved Østjyllands Politi.

Selvom det snart er tre måneder siden, at Henriette Aabenhuus mistede livet, har politiet ikke tidligere fortalt offentligheden om sagen, og af hensyn til efterforskningen holdes kortene fortsat meget tæt til kroppen.

Fra andre kilder erfarer BT, at den 28-årige kvinde sidst blev set i live på diskoteket Bongo's, som hun forlod klokken cirka 03.45 natten til søndag den 30. september.

Trods en eftersøgning foretaget af både familien og politiet blev hun først fundet mandag eftermiddag. En lillesøster og dennes kæreste fandt det livløse familiemedlem stående i knæ med et kraftigt elkabel spændt ud i en bue under hagen. Stillingen og anvendelsen af kablet er så usædvanlig, at politiet efter råd fra blandt andre end tilkaldt læge straks indledte en efterforskning.

Ifølge BTs oplysninger er der blandt andet indsamlet DNA-spor og indhentet overvågningsbånd fra en række virksomheder på den blot 500 meter lange rute mellem diskoteket og haven, hvor den 28-årige blev fundet. Hvad resultatet af denne efterforskning er, vil politiet endnu ikke afsløre.

Køb BT i dag, fredag og læs:

Fundet hængt på mystisk vis
Kan have mødt morder her
Vendte morderen tilbage?