To personer har oprettet en indsamling til Kamilla Hantuschs 6-årige datter, der for få dage siden på brutal vis mistede sin mor.

Det er en ven af familien Hantusch og Kamilla Hantuschs fætter, der har startet indsamlingen til den lille pige, og det vækker store følelser hos familien Hantusch i den svære tid.

- Det betyder rigtig meget, og det vil Kamillas datter blive glad for, når hun bliver gammel nok til at forstå det, siger Karina Hantusch, der er Kamilla Hantuschs tvillingsøster.

Kamilla familie
Kamilla Hantusch forsvandt den 19. juli på vej hjem til sit eget hjem i Padborg. Frem til onsdag i denne uge var der ikke nogen spor, der kunne hjælpe politiet med at finde frem til den unge mor. Men onsdag fandt en lastbilchauffør liget af Kamilla Hantusch ved en motorvejstilkørsel i Kliplev ved Padborg. 

Dermed blev det sidste håb for familien Hantusch om at finde Kamilla i live slukket, og de måtte overbringe den tragiske nyhed til Kamillas 6-årige datter.

Bag indsamlingen står Torben Hantusch og Kasper Hamle, der skal blive til en opsparing, og de forklarer selv, hvorfor de har startet indsamlingen i et Facebookopslag.

- Hvis du har lyst til at hjælpe, kan du støtte datteren ved at bidrage til en konto, der er oprettet til hende. ALLE bidrag vil blive mødt med taknemmelighed. Der er en lille pige, der har brug for jeres hjælp, skriver de to blandt andet i Facebook-gruppen RIP Kamilla, der er oprettet for at ære den unge mors minde.

Familien Hantusch har generelt mødt enorm stor støtte i den seneste tid. Torsdag aften holdt familien en mindehøjtidelighed med fakkeloptog, hvor mere end 500 personer mødte op for at vise den sidste respekt til Kamilla Hantusch.

Kamilla Hantuschs kæreste og far til hendes datter blev anholdt onsdag aften. Torsdag blev han varetægtsfængslet efter et lukket grundlovsforhør i Retten i Sønderborg sigtet for drabet på sin tidligere kæreste.