Fire mænd er tirsdag frifundet for medvirken til terror. Det overrasker senioranklager Sidsel Klixbüll.

København. Til anklagemyndighedens overraskelse har Københavns Byret tirsdag frifundet fire mænd for medvirken til terror.

- Vi er overraskede over, at retten har vurderet beviserne mod de tiltalte anderledes, end anklagemyndigheden har, og at retten er kommet til det resultat, at de tiltalte skal frifindes.

- Vi vil nu gennemlæse rettens afgørelse grundigt for at se, hvad retten har lagt vægt på, siger senioranklager Sidsel Klixbüll i en skriftlig kommentar.

De fire mænd var tiltalt for at have hjulpet Omar El-Hussein og dermed medvirket til terror i forbindelse med drabet på vagten Dan Uzan og drabsforsøg på to betjente ved synagogen i Krystalgade 15. februar 2015.

To af de fire er dog kendt skyldige i våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder. De to var med til at bortkaste det våben, som Omar el-Hussein brugte ved angrebet på Krudttønden.

/ritzau/