En kendt dansk entertainers 21-årige datter er sammen med tre unge mænd anholdt og sigtet i en sag om et rambuktyveri i en mindre nordjysk by. Hun bliver netop nu fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Holstebro sammen med de tre andre sigtede i sagen.
BT's reporter i retten fortæller, at den 21-årige kvinde for et øjeblik siden ankom til retten helt opløst af tårer.
Natten til mandag kort før klokken tre gik alarmen hos en guldsmed, der ligger kun få hundrede meter fra entertainerens datters hjem i Nordjylland. Med en stjålet traktor havde gerningsmændene forsøgt at slå hul i guldsmedens facade.
Trods tre forsøg lykkedes det dem ikke at få lavet tilstrækkeligt stort hul til, at de kunne stjæle noget, så de stak af.
Da en af politiets hundepatruljer kort efter ankom til guldsmedeforretningen, fik en politihund hurtigt færten af gerningsmændene. Den ledte betjentene til en nærliggende lejlighed, hvor fire unge mennesker - heriblandt den 21-årige kvinde - befandt sig. De blev alle fire anholdt og sigtet for rambuktyveriet.
Udover den 21-årige kvinde er de anholdte tre mænd på henholdsvis 16, 20 og 25 år. De er alle fire kendt af politiet for blandt andet berigelseskriminalitet, men nægter sig skyldige i denne sag. Derfor har politiet arbejdet intensivt på sikre sig tekniske spor fra gerningsstedet, ligesom de har ransaget de anholdtes hjem i et forsøg på at kæde dem sammen med indbrudsforsøget.
Den ellers velfungerende unge kvinde er i løbet af det seneste års tid kommet i uheldigt selskab. En ny ven har ifølge BT's oplysninger haft en negativ indvirkning på vennekredsen og den 21-årige kvinde.