KØB PLUS!

Forsvundet kvinde fundet død i køleskab

Den 40-årige kvinde Mette Bønnelykke Herholdt, der har været forsvundet i to år, formodes at være fundet død i et køleskab, oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters politi. 

Politiet har tirsdag aften fundet liget af en person, der lå i et udrangeret køleskab på en adresse i Dannemare-området. Liget er endnu ikke identificeret, men politiet formoder at det er liget af Mette Bønnelykke Herholdt. Liget vil senere i dag blive obduceret. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

I går anholdt Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi en 44-årig tidligere samlever, der sigtes for at have dræbt Mette Bønnelykke Herholdt i december 2010.

Den anholdte nægter sig skyldig i drab, men han erkender at have bortskaffet liget af Mette Bønnelykke Herholdt. Ifølge samleveren led Mette Bønnelykke en naturlig død.

Mette Bønnelykke Herholdt har været forsvundet i over to år, siden hun forsvandt i december 2010. D. 17 december 2012 efterlyste politiet kvinden, som senest blev set i Vesterborg på det nordvestlige Lolland.

Den anholdte mand bliver lige nu fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster. Anklagemyndigheden vil af hensyn til den videre efterforskning begære lukkede døre under grundlovsforhøret.

Læs også: