Den 14-årige Line Jakobsen Futtrup er stadig efterlyst af politiet i Nakskov, men nu har hun givet livstegn fra sig.

Det er nu en uge siden, at den 14-årige Line gik hjemmefra efter en uoverensstemmelse med sine forældre. Siden har hun været forsvundet og efterlyst af politiet. Og hos Sydsjælland- og Lolland-Falsters Politi har man stadig intet spor af hende.

- I weekenden sendte hun en sms til et familiemedlem, og det lader til, at hun har det godt, men vi aner ikke, hvor hun er, siger vagtchef ved Sydsjælland- og Lolland-Falsters Politi, Stefan Jensen, til bt.dk.

Han understreger, at der er absolut intet, der tyder på, at pigen har været udsat for noget kriminelt, men både politi og forældre vil gerne have, at pige snart kommer hjem.

På grund af hendes unge alder er politiet stadig på sagen.

- Det, at hun stikker af hjemmefra, er jo tegn på, at hun mistrives i en eller anden grad, så derfor vil vi gerne have hende hjem, så vi kan hjælpe hende med at få løst de ting, der nager hende, siger vagtchefen.