Lundby Efterskole, der den 11. februar 2011 havde 13 elever og to lærere, der forulykkede i en kæntret båd, har været ramt af turbulens i mange år.

Det fortæller skolens nuværende forstander Truels Truelsen i retten fredag. Han er sammen med skolen som juridisk person blandt andet sigtet for uagtsomt manddrab og uagtsomt legemsbeskadigelse. Noget som forstanderen har nægtet sig skyldig i.

Under sin vidneforklaring bliver Truels Truelsen af anklageren spurgt om sin ansættelse på Lundby Efterskole, der startede i august 2012.

Truels Truelsen har været forstander på skolen siden 2005, er uddannet lærer, har taget et kursus i ledelse og har tidligere erfaring med at fungere som skoleinspektør. Han fortæller desuden, at skolen siden dens start har været ramt af 'voldsom udskiftning' på forstanderposten og meget turbulens.

- Der havde været meget turbulens på den post. Jeg kom i august 2005, og skolen startede i august 2002, og der havde været voldsom udskiftning på pladserne, forklarer forstanderen i retten ifølge dr.dk.

Hvad denne turbulens nærmere går ud på, ønsker Truels Truelsen ikke at svare på. Han forklarer anklageren, at han hellere må spørge viceforstanderen Lars, der skal vidne senere i dag.

Forstanderen bekræfter, at det er ham, der har det overordnede ansvar på skolen, men understreger at lærerne har det største ansvar for indholdet i undervisning - eksempelvis i tysk.