____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Legalisering af hash vil gøre problemet med de helt unge misbrugere endnu større, mener forsker

Udsatte unge, der ryger hash, får det endnu sværere, hvis stoffet bliver legalt.

Det mener en ekspert, som især arbejder med gruppen af unge misbruger mellem 15 og 20. Han frygter, at fri hash vil give endnu flere helt unge misbrugere.

- Vi har en gruppe unge, som har det svært, og dem kan man frygte, at der kommer flere af, hvis hashen bliver legaliseret.

Det siger Mads Uffe Pedersen, professor på Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet.

Han vil ikke at forholde sig til Frank Jensens forslag. Det må være en politisk beslutning, hvorvidt hash skal være lovligt eller ej, mener han, men han påpeger, at der er en gruppe af helt unge, som allerede har det svært i dag, og som risikerer at få det endnu sværere, hvis de får nemmere ved at skaffe hash.

- For voksne, der ryger kontrolleret, er hash ikke et specielt farligt stof. Problemet er den gruppe af unge, som udvikler et alt for stort forbrug, fordi de i forvejen er socialt udsatte og ikke kan kontrollere det. Det er den gruppe, der har flest problemer med hash, og som har sværest ved at kontrollere det. For den gruppe vil det blive værre, hvis man legalisere hash, siger han.

Han kan ikke sige, præcist hvor mange af de 15 - 20-årige, der ryger hash, men henviser til, at omkring 20 procent af en ungdomsårgang ikke får en uddannelse. Det er især i denne gruppe, at hashrygningen kan blive vejen til en personlig og social deroute.

- Forbruget af hash er socialt skævt fordelt. Det er de udsatte grupper, der ryger mest. Og den gruppe får specielt svært ved at kontrollere det. De begynder at ryge ret tidligt, og for dem bliver det hurtigt ret ukontrolleret og de begynder at ryge hver dag. Og når man gør det i en meget ung alder, så er der nogle fare ved det. Mange af dem gennemfører for eksempel ikke deres uddannelse og kommer til at hænge på kanten af arbejdsmarkedet, siger Mads Uffe Pedersen.