Mange børn og forældre i Ørbæk-området modtog her til morgen en SMS med en advarsel om en rød bil, efter endnu et sexovergreb på Fyn fandt sted i går.

- Jeg fik SMS'en i morges klokken 7.20. Jeg tænkte, at det var en mærkelig besked. Vi gik ud fra, det var drengestreger, siger Jenny Strid, der bor på samme vej som den 10-årige pige, der i går blev kidnappet og udsat for et seksuelt overgreb i Refsvindinge på Østfyn.

For tre uger siden blev en 11-årig pige kidnappet og misbrugt af en mand i en rød bil i Øster Skerninge, og politiet formoder, at det er den samme gerningsmand, der i går kørte væk med den 10-årige pige.

LÆS OGSÅ


Begge gerningsmænd kørte i en rød bil, og torsdag morgen gik en advarsels-besked rundt i Ørbæk-området for at gøre børn og forældre opmærksomme på den røde bil. Først da Jenny Strid ringede til en veninde og fik bekræftet, at advarslen var god nok, gik alvoren op for hende.

LÆS OGSÅ

- Jeg ringede til en veninde, da jeg havde kørt min datter i skole, og hun fortalte, at beskeden var god nok. Jeg blev selvfølgelig meget opskræmt. I går havde min datter lidt tidligere fri fra skole, så hun cyklede rundt i området bare et par timer, inden det skete, siger Jenny Strid, der har tænkt sig at tage sine forholdsregler det næste stykke tid:

- Vi nåede ikke at tale så meget om det, fordi vi jo troede, det var drengestreger, men min datter har lige spurgt, om jeg vil hente hende på skolen i eftermiddag, og det gør jeg selvfølgelig. Vi har tænkt os at tage vores forholdsregler og køre hende frem og tilbage.