Hvis retten i Nykøbing F. vurderer, at der er tale om særligt skærpede omstændigheder, så risikerer forstander Truels Truelsen fra Lundby Efterskole op mod otte års fængsel
Det afgøres, når han skal for retten tiltalt for uagtsomt manddrab, grov legemsbeskadigelse i forhold til de 13 elever og 2 lærerer, der var tæt på døden 11. februar 2011 i den iskolde Præstø Fjord.
Lisbeth Kristensen, der er mor til en af de hårdest ramte Lundby-elever, mener, at forstanderen burde have været fyret forlængst, og at sagen er så alvorlig, at den ikke kan klares med en bøde.
- Jeg håber han får en hård straf. Jeg mener, at han skal i fængsel. Det er ikke nok med en bøde på et eller andet beløb, siger Lisbeth Kristensen, der er mor til Malene Enggaard Thomsen.
Malene var 16 år den 11. februar 2011, da dragebåden sejlede ud med de 13 elever samt friluftslæreren, Michael Jørgensen og idrætslæreren Rikke Jensen.
Efter 22 minutters sejlads forulykkede båden cirka halvanden kilometer ude i fjorden på grund af blæst og bølger. Alle ombord røg i det iskolde vand, der kun var cirka to grader varmt.
Da dagen var omme og ulykkens omfang kendt, var Michael Jørgensen druknet, syv elever var fløjet til Rigshospitalet som klinisk døde, og de resterende elever havde større eller mindre fysiske og psykiske skader.
Èn af de elever der var erklæret død, men som blev mirakuløst genoplivet var Malene Enggaard Thomsen. I dag er hendes mor lettet, men stadig vred.
- Jeg er ikke ude efter hævn, men de har været ved at tage livet af 15 mennesker, syv af dem, heriblandt min pige, var erklæret klinisk død. Vi sendte allesammen det dyrebareste, vi har, på efterskole, fordi vi stolede på, at sikkerheden var i orden, siger Lisbeth Kristensen, der fortæller, at hendes datter ringede dagen hjem dagen før, fordi hun ikke turde tage med ud på den livsfarlige tur.
- Hun ringede hjem og var meget nervøs for at tage med ud at sejle. Hun sagde til mig, at hun havde overvejet at pjække, fordi hun var bange, men sådan gør vi ikke i vores familie. Og derfor tog hun med. Fordi vi stolede på dem, siger Malenes mor til BT.
LÆS OGSÅ: Præstø-ulykken: Min datter skal have hjælp til alt
Far til elev lettet
Siden 11. februar 2011 har forstander Truels Truelsen bedyret, at han og skolen ikke havde fejlet. Alle regler og procedurer var overholdt, den dag to lærere og 13 elever forulykkede i det iskolde vand, hvor blæsten lavede skum på bølgerne, og der stadig drev store isflager rundt i Præstø Fjord.
Også den tidligere Lundby-elev Casper Weigels far, Henrik Weigel mener, at det er på tide, at skolen og forstanderen står til ansvar.
- Jeg er lettet over, at det her nu ser ud til snart at få en afslutning. Jeg synes, det er helt i orden, at det her får en alvorlig konsekvens for skolen, siger Henrik Weigel.
Men forstander Truels Truelsen har hele tiden påstået, at alt var i orden, og at alle procedurer var overholdt?
- Jeg vil ikke kommentere på Truelsen personligt. Men hvis man læser Søfartsstyrelsens rapport, så synes jeg, at den taler ganske udmærket for sig selv. Min personlige holdning er uvedkommende, det jeg er mest fokuseret på er, at min søn skal komme sig, siger Henrik Weigel til BT.
LÆS OGSÅ: Casper kan ikke selv gå på toilettet
Havarikommissionens rapport, der kom for et års tid siden, placerede hovedansvaret for ulykken på efterskoles ledelse, der ellers har frikendt sig selv ved flere lejligheder.
"Der har været en manglende erkendelse hos ledelsen på Lundby Efterskole af de risici, der var forbundet med dragebådssejlads", var ét af flere steder, hvor pilen pegede direkte på Truels Truelsen og skolens ledelse.
Asger Tue Pedersen, der er advokat for samtlige 13 forulykkede børn og deres forældre i en verserende civil erstatningssag, siger til BT, at de alvorlige anklager er positive:
- Det er positivt for både børnene, deres pårørende, men også for samfundet. I en sag, hvor der er begået så grove pligtforsømmelser, skal ansvaret placeres og undersøges grundigt. Og den må uvægerligt få et alvorligt efterspil, siger Asger Tue Pedersen til BT.
Overlevende lærer ikke tiltalt
I forbindelse med tiltalen, der skal stå sin prøve ved byretten i Nykøbing F. sandsynligvis senere på året, har anklagemyndigheden overvejet, om den overlevende lærer Rikke Jensen også skulle tiltales i sagen.
Hun har været efterforsket i sagen, men har aldrig udtalt sig offentligt og har i følge BTs oplysninger heller ikke talt med de 13 børns forældre siden ulykken.
Og hun kommer heller ikke til at sige noget i retten, medmindre hun bliver indkaldt som vidne i sagen. Rikke Jensen slipper nemlig for tiltale, hvilket indirekte betyder, at en stor del af skylden lægges over på den anden lærer Michael Jørgensen, der altså er død.
I en skrivelse fra anklageren, hedder det nemlig:
"Der er ikke nogen rimelig formodning om, at hun (Rikke Jensen) har begået noget strafbart. Der er lagt vægt på, at hun har fulgt den normale procedure for skolen, og at hun efter det oplyste havde fuld tillid til Michael Jørgensens søkundskaber".
Det undrer Steen Thomsen, far til Malene Engaard Thomsen:
- Det undrer mig, at Rikke går helt fri. Hun var trods alt én af de to voksne ansvarlige den dag det galt. Jeg synes egentlig hendes rolle bør afklares, siger Steen Thomsen til BT.
Ingen af de involverede på Lundby efterskole ville kommentere sagen overfor BT mandag:
- I kan ikke komme til at snakke med Rikke, og hun er ikke på skolen i dag. Vi kommenterer slet ikke sagen, sagde viceforstander Lars Schou Jensen.
Men vi vil gerne selv tale med Truelsen og Rikke Jensen...?
- Det kan I ikke komme til, og nu tror jeg ikke, vi har mere at snakke om, sagde viceforstanderen før han afbrød forbindelsen.



