'Hvis de har været iblandt de anholdte, så har de groft sagt selv været udenom det', lyder meldingen fra politiet efter masseanholdelsen af næsten 500 personer efter aftenens Brøndby-FCK-kamp.

Adskillige bekymrede forældre ringede søndag aften til Vestegnens Politi, fordi de frygtede, at deres børn var blandt de i alt 484 fodboldfans, der blev lagt i strips og håndjern og sat i såkaldt 'futtog' efter kampen mellem FC København og Brøndby IF på Brøndbys hjemmebane. Det skete efter voldelige optøjer i kølvandet på kampen, der endte 3-1 i FCK's favør.

- Der var nogle bekymrede forældre, som frygtede for deres poder og kunne læse på de sociale medier, hvor galt det var fat. Jeg kan ikke afvise, at der har været nogle helt unge i flokken, for jeg har endnu ikke noget overblik over, hvem der har været anholdt. Men vi kender jo de grupper, som står bag det her, og hvis man har været iblandt dem, så har man været i dårligt selskab, og jeg vil næsten sige, at man selv har været udenom det,  siger politiinspektør Michael Kristiansen fra Vestegnens Politi.

Forinden var betjente blevet mødt med sten, da FCK-fans bevægede sig fra Glostrup Station til Brøndby stadion, og efter slutfløjtet brød det for alvor ud i kampe, hvor begge lejre bidrog med at grave brosten op og kyle dem efter politiet. Én betjent blev ramt i hovedet og kørt på skadestuen, men kunne tage hjem med overfladiske skrammer. En anden blev ramt på anklen.

 - Det var en krigsskueplads uden lige. Der blev gravet store betonfliser op og kastet efter vores betjente, som blev ramt i en grad, som vi sjældent ser. Også helt uvildige mennesker blev ramt. Det var skammeligt at opleve, for det skræmmer Hr. og Fru Danmark, som ikke tør at tage af sted til den slags kampe, siger politiinspektøren.

Fordelingen af FCK og BIF-fans kender politiet endnu ikke.

- Vi står ikke i situationen og kigger på halstørklæder, men de har bestemt ikke noget at lade hinanden høre.
 
Indtil videre er to personer blevet sigtet for besiddelse af vold mod tjenestemænd i funktion, og andre for hærværk, besiddelse af stoffer og fyrværkeri. Hvor mange sigtelser der ender med at blive rejst, ved politiet endnu ikke. Men politiinspektøren er godt klar over, at der givetvis er personer, som føler sig stødt over at være uberettiget anholdt. 

 - Vi havde det store net fremme, og det er klart, at der går nogen i, som ikke har noget at gøre der, men det kan vi ikke vurdere i situationen. Der må vi bare stikke en kæp i hjulet, inden det ender galt.

De præventive masseanholdelser under klimatopmødet COP 15 i 2009 blev i først i Byretten og siden i Landsretten dømt ulovlige, og 250 af demonstranterne fik tilkendt erstatninger på mellem 5.000 og 9.000 kroner. I alt lød regningen på 1,9 millioner til staten. Men COP 15-spøgelset skræmmer ikke på Vestegnen.
 
- Vi må ikke lade os skræmme af den slags. Vi har en forpligtelse til at stoppe et voldsorgie som det i går, og så må vi tage snakken og kritikken bagefter.  

De anholdte, der sad i 'futtog' i længst tid, nåede at sidde fra anholdelsesstart klokken 21.45 til omkring 23.30, hvor de blev sendt på toget. Undervejs måtte der sendes ambulancer ud, blandt andet til en person, der fik det dårligt pga. sygdom.

Nu skal der debriefes, skabes overblik og sættes tal og sigtelser på de anholdte efter det politiinspektøren kalder 'en virkelig dårlig dag på kontoret'.