Høj musik og støj blev natten til lørdag for meget for en 47-årig mand på Korsløkkevej i Odense, der endte med at stikke to 20-årige kvinder med en kniv.



Kvinderne spillede i forbindelse med en privat fest høj musik i lejligheden under mandens, og det fik i første omgang gerningsmanden til at stampe hårdt i gulvet for at få de yngre kvinder til at skrue ned.

Da det ikke hjalp, greb han til langt mere drastiske metoder, oplyser vagtchef Lars Fredensborg ved Fyens Politi.

- Han tog en 30 cm lang køkkenkniv og gik ned for at sætte sig i respekt, siger han.

Begge kvinder fik jaget den lange kniv i kroppen - den ene to gange og den anden fire.

De blev bragt til Odense Universitetshospital, hvor den unge kvinde med fire knivstik i en periode var i overhængende livsfare.

Begge er nu meldt uden for livsfare efter overfaldet, der fandt sted kort efter midnat.

Kvindernes 47-årige overbo er anholdt og bliver lørdag fremstillet i et grundlovsforhør, hvor anklager Klaus Holten Kristensen vil kræve ham varetægtsfængslet for forsøg på manddrab.

/ritzau/