Har du oplevet en lignende episode? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

En 16-årig skolepige er ved Retten i Aalborg blevet dømt for vold, efter at hun slog sin lærer i maven på grund af en misforståelse om en mobiltelefon.

Det var i september sidste år, at en lærer bad den 16-årige pige om, at hun afleverede sin mobiltelefon, inden timen startede, skriver Nordjyske.

Mobiltelefonerne skulle nemlig gemmes væk i skoletiden som følge af et forsøg. Den 16-årige pige havde dog dispensation fra ordningen, fordi hun havde særligt brug for at kunne komme i kontakt med sine pårørende.

Anklager i sagen, Jette Rubien, siger ifølge Nordjyske, at pigen den dag havde en ny lærer, som ikke vidste, at pigen ikke behøvede at aflevere sin telefon.

Den 16-årige pige fik efterfølgende behov for at ringe fra sin telefon, men det nægtede læreren. Derefter kom læreren og eleven op at skændes, og det eskalerede i en sådan grad, at pigen slog læreren i maven og på armen.

Det har siden været op til Retten i Aalborg at tage stilling til, hvilke konsekvenser sagen skulle have. Her gik anklager Jette Rubien efter den mildeste sanktion - en bøde - i stedet for en fængselsstraf.

Retten idømte herefter den 16-årige dagbøder på 4000 kroner i alt, og pigen modtog sin dom.