Den fængslede digter og provokatør Yahya Hassan er ifølge ham selv blevet flyttet til en celle, hvor han er isoleret 23 timer i døgnet - uden han har gjort noget.

Det har ganske naturligt ikke været meget, man har hørt fra den ellers udfarende Yahya Hassan, siden han i marts blev anholdt for at have skudt en 17-årig dreng i foden.

Den 16. september blev han ved Retten i Aarhus idømt fængsel i et år og ni måneder for våbenbesiddelse og for at have udsat andres liv for fare. Og i fængslet har han egentlig haft det udmærket - lige indtil nu.

I en statusopdatering på Facebook torsdag aften beskriver Yahya Hassan, hvordan forholdene i Statsfængslet Østjylland har været ganske upåklagelige. På afdeling C, hvor han indtil torsdag har siddet, var celledøren åben 14 timer i døgnet, og der var adgang til egen madlavning, træning og telefonopkald til familie og venner.

'Jeg havde et vindue på cellen, så jeg kunne lufte ud, jeg havde adgang til en altan på afdelingen, jeg kunne lave min egen mad i afdelingens fælles køkken, jeg kunne træne, arbejde, studere, ringe til familie og venner, deltage i arrangementer i kirken og i sportshallen og jeg kunne handle i fængslets købmand,' skriver Yahya Hassan på Facebook.

Men torsdag den 1. december blev han, ifølge eget udsagn, sammen med en medindsat flyttet fra sit afsnit C til, hvad han et 'ufunktionelt sygeafsnit' på afsnit E.

Og her er forholdene tilsyneladende nogle helt andre.

'Her er celledøren låst 24 timer i døgnet, der er ikke et vindue på cellen, der kan åbnes, så den eneste mulighed for frisk luft er en times gårdtur om dagen. Køkkenet er ikke færdigbygget så vi kan ikke lave mad, og må leve af tørt brød og Sønder Omme bakker. Der er ingen muligheder for at træne eller deltage i fritidsaktiviteter, telefontiden er meget begrænset, selv til rådgivere og advokater og vi kan end ikke handle i fængslets købmand.'

Som Yahya Hassan selv skriver det, er han her 'isoleret 23 timer i døgnet på trods af, at han ikke har forbrudt sig mod fængslets regler på noget som helst tidspunkt'.

De ændrede forhold sker ifølge Yahya Hassan, efter at han og hans medindsatte af afdeling C's ledelse har fået at vide, at de på det nye afsnit ville komme til at afsone på samme vilkår som tidligere.

'Afdelingsledelsen har løjet for os og ført os bag lyset. Velfungerende fanger bliver straffet uden grund, mens terrorister og bandemedlemmer hygger sig,' skriver Yahya Hassan, som slutter af med en ironisk 1. december-hilsen.

'Glædelig Jul.'

BT har kontaktet Statsfængslet Østjylland, som til alle spørgsmål kategorisk kunne svare 'ingen kommentar'.

Yahya Hassans advokat, Michael Juul Eriksen, har ligeledes ingen kommentar til sagen, da han endnu ikke har været i kontakt med Yahya Hassan eller fængslet efter flytningen.