Havde den svenske pige Lisa Holm set sin morder, før hun forsvandt tidligere i juni? Sådan lyder det nu i tv-programmet 'Nye Efterlyste'.

Beviser og indicier mod den mand, der er mistænkt for at stå bag mordet på den 17-årige pige Lisa Holm, hober sig op.

Ifølge nye oplysninger i det svenske tv-program 'Nye Efterlyste' havde manden og hans bror nemlig et øje på de ansatte i den café, hvor Lisa Holm arbejdede.

Det er Lisa Holms tidligere kollegaer på caféen, der har bidraget med de nye oplysninger i sagen. I 'Nye efterlyste', fortalte ejeren af caféen, Lena Svedung, at medarbejderne har følt sig overvåget af den nu hovedmistænkte i sagen og hans bror, der fra taget af laden, hvor de arbejdede, har kigget over mod caféen i Blomberg.

»Det her er personer, som vi har set i dagligdagen. Mændene har jo siddet deroppe på taget,« fortæller ejeren af caféen, Lena Svedung, hvor Lisa Holm arbejdede indtil sin forsvinden.

Det skriver det svenske medie Expressen.

Lisa Holm forsvandt den 7. juni, efter hun havde lukket caféen i Blomberg. Inden hun tog sin knallert og kørte fra caféen, modtog forældrene en sms om, at hun var på vej hjem. Men hun dukkede aldrig op. Fem dage senere blev Lisa Holm fundet død i en lade nær Martorp, øst for Blomberg, hvor den 35-årige hovedmistænkte og hans bror arbejdede.

LÆS OGSÅ:

De to litauiske mænd blev hurtigt hovedmistænkte i sagen, og også brorens kone var mistænkt for at være indblandet i sagen. Flere personer oplevede deres adfærd som mærkelig under den omfattende eftersøgning efter Lisa Holm.

»Man fandt også tidligt Lisa Holms ejendele i den her lade og på andre pladser, som ikke er så tilgængelige for hvem som helst. Og så bliver kredsen af mulige mistænkte ganske begrænset,« fortæller anklageren, Lars-Göran Wennerholm.

LÆS OGSÅ:

Det er dog kun den 35-årige mand, der stadig sidder varetægtsfængslet. Mandens bror og hans kone er igen blevet løsladt, men er stadig under mistanke.

Ifølge Lars-Göran Wennerholm har politiet sikret DNA-spor, som forbinder den 35-årige mand til mordet, men selv nægter han at være indblandet i drabet på Lisa Holm.

LÆS OGSÅ:

Den 35-årige litauiske mand har siddet varetægtsfængslet siden den 16. juni, men litauerens ophold er for nylig blevet forlænget til den 22. september, hvor det ventes, at anklageskriftet vil blive lagt frem.