Du kan følge BTs livedækning af sagen nederst i artiklen.

Havde en patient kramper eller ej? Det er et af de helt centrale spørgsmål, når retssagen mod en drabstiltalt sygeplejerske fortsætter tirsdag formiddag.

Et af hovedvidnerne i sagen mod den mørkhårede sygeplejerske C, der er tiltalt for at have taget livet af tre patienter og forsøgt at dræbe en fjerde på Nykøbing Falster Sygehus, har tidligere fortalt, hvordan hun under en nattevagt fra den 28. februar til 1. marts sidste år så C stå bøjet over en ældre, kvindelig patient med to sprøjter i sin ene hånd.

Ifølge vidnet - sygeplejersken PL, der selv var på arbejde den nat - var sprøjterne store. 20 ml begge to. Og de så tomme ud.

Omvendt har C selv forklaret, at hun ganske vist havde to sprøjter i hænderne, men at de var til to andre patienter. Den ene sprøjte på 20 ml indeholdt antibiotika til en kvindelig patient, mens den anden på 2 ml med stesolid var til en mandlig patient, H, har hun fortalt i retten.

»Jeg havde været i medicinrummet for at hente medicinen til dem, da jeg blev forstyrret af en alarm inde hos Maggi (Maggi Rasmussen, den ældre kvindelige patient, der ifølge anklagemyndigheden overlevede drabsforsøget, red.),« forklarede C under en tidligere afhøring i retten.

Den mandlige patient H, som lå på stue 37, var egentlig ikke C's patient. Men derimod PL's. C havde dog overtaget ansvaret for ham, mens PL havde trukket sig tilbage for at hvile sig under den lange vagt.

PL var dog vågen, da C hentede medicinen til H.

»Men hun var kun lige vågnet. Og det betyder ikke, at jeg ikke kan varetage eller kigge til de andre patienter. H havde epilepsi, og han havde nogle kramper, så jeg tog stesolid ned til ham,« forklarede C.

»Det var muskelkramper, som så lidt voldsomme ud,« tilføjede hun.

»Hvordan konstaterede du det?« spurgte anklager Michael Boolsen under afhøringen.

»Jeg havde en samtale med ham i løbet af natten. Omkring kvart over fire,« svarede C.

Dog mener PL ikke, at hendes patient H havde kramper på det tidspunkt.

»Hvis en patient lå og krampede og havde brug for så meget stesolid, så ville hele afdelingen vide det, og ikke mindst mig, for han var jo min patient,« forklarede hun i retten.

Tirsdag skal patienten H for første gang selv vidne i retten og fortælle, hvad han husker fra sin indlæggelse på sygehuset sidste år. Desuden skal flere fra sygehusets personale også afhøres.

Siden sagens begyndelse har den 31-årige C nægtet sig skyldig i alle anklager.

Du kan følge BTs livedækning af sagen nedenunder.