En 20-årig mand skal 30 dage i fængsel for blandt andet aggressiv opførsel og for at have maskeret sig ulovligt
En 20-årig fan af fodboldklubben FC København er torsdag ved Retten i Glostrup blevet idømt en bøde på 30 dages ubetinget fængsel. Det oplyser Københavns Vestegns Politi på sin hjemmeside.
Den 20-årige mand deltog i uroligheder i forbindelse med et opgør mellem FCK og rivalerne fra Brøndby, der fandt sted 8. maj sidste år. Kampen blev spillet på Brøndby Stadion.
- Manden, der er FCK-fan, var en del af en gruppe fodboldbøller, som lavede voldsom ballade i forbindelse med kampen på Park Allé og blandt andet kastede ting efter politifolk, oplyser politiet.
Retten dømte manden »for at overtræde maskeringsforbuddet« og for »aggressiv opførsel som del af en gruppe.«
- Retten lagde vægt på, at fodboldballade er uacceptabelt. Familier skal kunne gå til fodboldkampe uden at være nervøse, siger anklagerfuldmægtig Nina-Maria Hansen i forbindelse med dommen.
På banen endte kampen mellem de to ærkerivaler i dansk fodbold uafgjort 1-1.