Flyvevåbnet har været på vingerne over det sydfynske område og særligt over området ved Ollerup, Øster Skerninge og Vester Skerninge, hvor en 11-årig pige fredag eftermiddag blev offer for en sex-galning kort efter, at hun steg af skolebussen.
Fyns Politi sagde omgående ja til at få assistance fra flyvevåbnet, da værnet selv tilbød sin hjælp, så politiet gennem billedmateriale måske kan finde spor, der kan være med til at lede frem til gerningsmanden i den uhyggelige sag.
En sag, der har sat sit præg på hverdagen på hele egnen, hvor alle kender alle. Og i det stille frygter, at manden skal slå til igen. Og noget tyder på, at blikket oppefra har hjulpet efterforskningen et skridt videre.
Henrik Justesen, vicepolitiinspektør ved Fyns Politi og efterforskningsleder i sagen fra Vester Skerninge, siger til bt.dk:
- Pigen har forklaret, at hun kunne se noget, der lignede en hvid campingvogn eller noget tilsvarende med noget orange på, og hun kunne også se nogen blade. Da sådan en vogn måske står inde i et skovbryn, er det klart, det er en god hjælp at få et blik over området oven fra.
Har I fundet det sted, hvor sex-overgrebet sandsynligvis er sket?
- Lad mig sige det sådan, at vi er ved at indkredse det. Men der er nogle ting, vi skal have undersøgt, før vi går ud og siger mere om det. Gerningsstedet er i selve bilen, og den vil vi selvfølgelig hellere have. Og selvfølgelig allerhelst gerningsmanden. Som det ser ud her og nu, er det ikke sådan, at vi lige er klar til at sætte de blå blink på og køre ud og anholde nogen. Men jeg har fortsat forhåbning om, at sagen bliver opklaret. Vi har i løbet af onsdag fået tre-fire nye henvendelser, så vi nu er oppe på omkring 75, og så længe vi har noget at arbejde med, er jeg optimist, siger Henrik Justesen.
Alt tyder på, at gerningsmanden har lokalkendskab til området i og omkring Vester Skerninge. Ikke at han nødvendigvis har bopæl der, men at han i al fald har kendskab til stedet.
Den 11-årige pige har forklaret, at der gik blot fem-ni minutter, fra hun blev tvunget ind i hans bil, og til han standsede et sted i nærheden og forgreb sig på hende på bilens bagsædet med anden kønslig omgang end samleje.
Pigen fra Vester Skerninge var eneste passager i skolebussen, da hun i fredags klokken cirka 14.20 blev sat af i T-krydset ved Brunsvej. Hun har beskrevet, at en mand i en bordeaux-rød personbil henvendte sig til hende, og at hun forsøgte at løbe fra ham ud over marken. Men han satte efter og tvang hende ind i bilen, og cirka en time senere, efter at have begået seksuelt overgreb på hende, satte han hende af ved Sømarksvej tæt på krydset Balvej/Ravnegårsvej ved Øster Skerninge Forsamlingshus.
Der er cirka halvanden kilometer mellem de to steder.
Gerningsmanden beskrives som 45-50 år, 175-180 cm høj, lys i huden, almindelig til kraftig af bygning og dansktalende.
Han var iført en sort jakke, muligvis en arbejdsjakke, lyseblå cowboybukser med bælte, sort hue og sort halsedisse, som dækkede underansigtet.