Det skal være slut med, at landets retspsykiatriske hospitaler - hvor nogle af landets farligste dømte personer sidder indespærret - ikke har styr på, hvor mange, patienter der flygter.

Det mener sundhedsminister Astrid Krag, der som konsekvens af BTs afdækning af, at retspsykiatrisk afdeling i Risskov hemmeligholdte 24 ud af 27 flugter sidste år, nu ændrer loven på området. 

- Hidtil har det været uklart, hvor mange patienter, der stikker af i kortere eller længere tid fra de retspsykiatriske afdelinger. Den manglende dokumentation har skabt unødvendig usikkerhed om omfanget af flugter og udeblivelser og gjort det svært løbende at følge, om sikkerheden er god nok, oplyser hun i en skriftlig udtalelse.



Sundhedsministeriet oplyser, at det er eksemplerne fra Risskov, hvor offentligheden igen og igen blev fejlinformeret om farlige patienters flugter, der nu får ministeren på banen. En fejlinformation, der ifølge flere medarbejdere på stedet, skete bevidst, for at ledelsen kunne dække over at man ikke havde styr på sikkerheden på hospitalet. 
 
- Derfor ændrer jeg nu reglerne på området, så det fra årsskiftet bliver obligatorisk at registrere, når retspsykiatriske patienter absenterer. På den måde sikrer vi, at der er retvisende tal, som man kan forholde sig til i sygehusledelserne, i regionerne og på Christiansborg, slutter hun. 

Det har hidtil været op til regionerne selv om de ville registrere flugter, som den der for eksempel fandt sted i søndags i Risskov, hvor en forvaringsdømt voldsmand nåede at få tre dage i det fri på grund af manglende sikkerhed. Det bliver fra 1. januar i stedet obligatorisk at indberette flugter som denne.