Den 40-årige »flugtkonge« Brian Bo Larsen blev mandag fængslet i fire uger ved Retten i Svendborg.

Brian Bo Larsen, der har været på fri fod, siden han 13. december flygtede fra statsfængslet i Vridsløselille, sigtes for at have begået et væbnet røveri mod SuperBrugsen i Kværndrup.

Men den 40-årige nægter ifølge Fyns Politi at have begået røveriet, og han har kæret afgørelsen om fængsling.

Ifølge politiet fandt røveriet sted under trusler med et oversavet jagtgevær.

Røveriet fandt sted søndag aften kort efter klokken 20. Udbyttet af røveriet var cirka 10.000 kroner.

Den flygtede og narkopåvirkede fange blev anholdt få timer senere i forbindelse med et færdselsuheld i Odense SØ.

Brian Bo Larsen flygtede fra fængslet i Vridsløselille ved at save tremmerne i et vindue over.

BNB