En 24-årig mand fra Greve risikerer en tur bag tremmer og en midlertidig frakendelse af kørekortet, når han skal stå juridisk til ansvar for at have påkørt en 46-årig mand og bagefter flygte fra det døende offer.

Midt- og Vestsjællands Politi har bl.a. tiltalt flugtbilisten efter straffelovens paragraffer om uagtsomt manddrab og for at flygte fra et færdselsuheld, hvor der var sket alvorlig personskade.

Desuden er flugtbilisten tiltalt for hæleri, fordi politiet ved en ransagning af hans bopæl en måned efter færdselsdrabet opdagede, at han rådede over en Sony Vario-computer, der var blevet stjålet ved et indbrud i en villa i Greve.

Trafikdrabet skete natten til den 16. september sidste år kl. 01.30, da den 46-årige ægtemand og far til tre gik i vejkanten ved Hundige Centervej. På tragisk og uheldsvanger  vis var den nu 24-årige mand på samme tid i færd med køre stærkt i en en lånt Citroen Saxo.

Selv om der på stedet højest må køres 60 km/t, besluttede dødsbilisten med mindst 70 km/t at overhale en VW Golf. Under overhalingen ramte han den 46-årige mand, der gik i venstre side af vejen.

- Den tiltalte meldte sig selv til politiet godt 21 timer efter trafikdrabet, og har ikke været varetægtsfængslet under sagens efterforskning, oplyser sagens anklager Maria C. Jepsen til bt.dk.

Domsmandssagen mod den 24-årige behandles ved Retten i Roskilde i midten af februar.