KØB PLUS!

Flugtbilist død i Ballerup: Politiet så ham køre rundt på fortovet

Det var særdeles mistænkelig kørsel, der gjorde, at politiet ville stoppe en 28-årige mand, der natten til lørdag forulykkede og blev dræbt i Ballerup efter en hæsblæsende biljagt

Det oplyser Niels Raasted, efterforskningsleder for Den Uafhængige Politiklagemyndighed, der har overtaget sagen, til bt.dk.

Natten er gået med at afhøre politibetjentene, der var de første på ulykkesstedet.

- De forklarer, at de møder køretøjet på Herlev Torv. Det kører underligt og kører på fortovet. Derfor beslutter de at standse bilen til kontrol. Men det får den til at trykke speederen i bund og give den gas, hvorefter politiet sætter efter den, siger Niels Raasted.

- I et kryds kører bilen over for rødt uden at sætte hastigheden ned. Politiet bliver nødt til at orientere sig, og bilen trækker fra dem. Kort tid efter sker uheldet, men bilen er så langt foran politibetjentene, at de kun ser gnister. Da de når frem til ulykkesstedet konstaterer de, at vedkommende er død, fortsætter efterforskningslederen.

Det var efter ca. fem minutters biljagt, at den 28-årige forulykkede i Ballerup.

- Her kører han ind i en 600 kilo tung betonklods, som han flytter 10-15 meter, hvorefter han fortsætter ud i noget buskads, siger Niels Raasted.

Hvor hurtigt den 28-årige kørte, ved politiet endnu ikke. Bilinspektøren er stadig i gang med at undersøge omstændighederne, og dem får politiet først om 14 dage til tre uger. Bilen var ikke stjålet, og den 28-årige var ikke kendt af politiet. Derfor er det endnu uvist, hvorfor han valgt at stikke af.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed efterforsker nu sagen færdig og sender efterfølgende en rapport til Statsadvokaten, som skal afgøre, om man skal forfølge sagen videre. Der bliver holdt ligsyn mandag, og der vil også blive taget prøver for at se, om han har været spirituspåvirket.
Den 28-årige boede i Roskilde, mens moren, som er underrettet om ulykken, bor på Bornholm.

Det er anden gang på under to uger, at en person bliver dræbt under en biljagt. Forrige tirsdag mistede en person livet, da en bil med tre formodede indbrudstyve kørte galt på Sydmotorvejen ved Nykøbing.

Læs også: