Efter sin optræden på Deadline på DR2 i oktober indløb der talrige trusler mod digter Yahya Hassan. I alt 27 trusler blev anmeldt til politiet, og Københavns Politi kom efterfølgende frem til, at mindst seks anmeldelser var så alvorlige, at der var grundlag for en videre efterforskning. En af truslerne har nu resulteret i en tiltale, og flere kan være på vej, lyder det fra politiet.

»I øjeblikket forventer jeg, at anklagemyndigheden vil rejse tiltale i flere af de sager, hvor digteren Yahya Hassan er blevet truet på Facebook. Hvert forhold beror dog på en nærmere efterforskning og en konkret vurdering,« siger advokaturchef Dorit Borgaard fra afdelingen for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi.

Det var Yahya Hassan selv, der 8. oktober rettede henvendelse til Københavns Politi, fordi han ønskede at anmelde en række trusler, som var blevet fremsat mod ham på DR2 Deadlines Facebook-side efter et interview på TV.

Den foreløbigt første tiltale er mod en person i Københavns Vestegns politikreds, men man forventer, at flere tiltaler er på vej i sager, der i øjeblikket bliver efterforsket af Østjyllands Politi, Fyns Politi og Københavns Vestegns Politi.

DELTAG I DEBATTEN PÅ BT'S FACEBOOK-SIDE HER

I første omgang blev 24 skærmprint fra Facebook brugt som bevismateriale, hvor politiet vurderede, at tre indlæg var så truende, at de var en overtrædelse af straffelovens paragraf 266 om trusler mod andres liv, helbred eller velfærd. Flere af de øvrige var desuden ærekrænkende.

Da Yahya Hassan efterfølgende var til afhøring medbragte han flere indlæg fra Facebook, og alt i alt har der således været tale om seks sager, oplyser Københavns Politi, som nu har givet sagerne videre til de andre politikredse.

I den sag, som Københavns Politi endte med at efterforske, er der sket en påtale af personen bag truslen.

»Indlægget indeholdt en forholdsvis ukonkret formulering om, at »Gutterne fra Århus skal nok find ham«. Et andet sted i samme tråd havde afsenderen desuden specifikt skrevet, at »vi kan ikke gøre andet end at snak ham til fornuft«. Vi foretog en samlet vurdering af sagen og fandt, at der i den konkrete sag ikke forelå en trussel af tilstrækkelig grov karakter,« siger Dorit Borgaard.

BNB