It-direktøren Stein Baggers fupnummer for over en mia. kr. breder sig nu i Sverige. B.T. kan i dag afsløre, at det svenske bagmandspoliti inden for 14 dage forventer at sigte ledelsen i firmaerne Xiop og eCommerce for regnskabssvindel.
Netop de to firmaer har fra en simpel computerforretning i Stockholm deltaget i det gigantiske leasingfupnummer med IT Factory, hvor Stein Bagger har brugt fakturaer fra handelen til at franarre danske banker 1,2 mia. kr.
Det svenske bagmandspoliti ransagede før jul forretningen og fandt bl.a. en faktura på godt tre mio. euro (22,3 mio. kr., red.), som Xiop har modtaget fra Stein Bagger for fiktive varer.
Går efter ledelsen
De to personer, som svensk politi overvejer at sigte i sagen, er den tidligere leder, Karl Jonas Halvarsson, og den nuværende direktør, Magnus Söderlund.
- Vi går efter ledelsen i firmaet. Det, vi har fundet i firmaet, er regnskabssvindel. Men sagen er meget stor med over 10.000 dokumenter, så vi er endnu ikke kommet igennem hele bunken. Først når vi er færdige med efterforskningen, vil vi rejse en sigtelse.
Det er også korrekt, at der har været en del handel i de svenske firmaer med IT
Factory. Dem efterforsker vi som en del af en selvstændig svindelsag, siger chef-
efterforsker Yngve Rydberg ved Ekobrottsmyndigheten (det svenske bagmandspoliti, red.).
- Jeg er i tæt kontakt med det svenske politi i denne sag. De har sagt, at jeg ikke skal bekymre mig, da jeg kun er et vidne. Så jeg tror ikke din oplysning om, at jeg står til at blive sigtet, er korrekt.
Handelen med IT Factory er alt sammen sket, før jeg blev ansat. Hvad jeg konkret er blevet afhørt om, bliver mellem mig og dem, siger Magnus Söderlund, der har været direktør i firmaet siden oktober.
Sverige og USA i søgelyset
Derimod har de svenske politimyndigheder endnu ikke fundet bevis for, at de tidligere svindeldømte Michael Ljungman og Carl Freer har deltaget i Stein Baggers milliardsvindel. Dansk politi havde indtil i sidste uge to mand i Stockholm til at efterforske det svenske spor.
- Det er muligt, vi skal have folk derover igen. Vi er meget interesserede i den efterforskning, som svenskerne har. Men jeg vil ikke fortælle, hvad det er for svenskere, som vi er interesserede i. På samme måde har vi også taget kontakt til USA om at bistå med efterforskning. Derovre er der også et par, som vi gerne vil tale med, siger Jesper Friedrichsen fra Bagmandspolitiet.






















