Ukendte gerningsmænd har søndag aften affyret skud mod fem unge mænd i en bil i nærheden af Langgade Station i Valby. Det fortæller den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi Kenneth Jensen.

»Der er blevet skudt efter fem personer i en bil. Det sker fra en anden bil - en lys BMW - som der umiddelbart skulle være to personer i. Den ene stiger ud og skyder, og den anden kører bilen,« siger han.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

Ingen blev dog ramt af skuddene. Anmeldelsen indgik klokken 19, og en patruljevogn, der befandt sig i nærheden, var hurtigt på stedet, men gerningsmændene var nået at flygte.

»Vi har fundet nogle hylstre, og nu er vi så i gang med at lede efter projektiler. Vi har afhørt nogle vidner og er ved at afslutte undersøgelserne på stedet. Men vi har ikke fanget gerningsmændene endnu,« siger Kenneth Jensen.

Politiet har en formodning om, at skudepisoden er banderelateret.

»Vi kigger i hvert fald i den retning med baggrund i de forurettede i bilen,« siger efterforskningslederen.