Der blev tidligt søndag morgen affyret flere skud på Amager. Ung mand blev ramt men er uden for livsfare.

En 23-årig mand blev søndag morgen blevet ramt i armen under en skudveksling på Amager.

- Vi får ved 04-tiden anmeldelse om, at der bliver skudt i Dalslandsgade på Amager, siger Jørgen Lyster, der er central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

Senere dukker en 23-årig mand op på Rigshospitalet. Han er blevet ramt af skud i den ene arm, men er uden for livsfare.

- Han er blevet behandlet og udskrevet igen, fortæller Jørgen Lyster.

Kort før klokken 13 kan efterforskningslederen ikke sige meget om, hvad der er foregået i Dalslandsgade.

Det ligger dog fast, at der er affyret flere skud, men det er uvist hvor mange. Politiet kan heller ikke fortælle, hvor mange personer der var involveret i skudepisoden.

Ingen vidner har tilsyneladende set personer eller biler forsvinde fra området i forbindelse med skyderiet.

- Vi er stadig i gang med vores undersøgelser og forsøger at finde hoved og hale i det hele, forklarer Jørgen Lyster.

Den 23-årige, der blev ramt, er kendt af politiet, men efterforskningslederen kan først på eftermiddagen ikke sige, om skyderiet var banderelateret.

/ritzau/