(arkivfoto)
(arkivfoto) Foto: Brian Bergmann

Københavns Vestegns Politi mener, man er kommet et stort skridt videre i Se og Hør-sagen med sigtelsen af to tidligere chefredaktører. Der forventes flere sigtelser i sagen.

Københavns Vestegns Politi informerede torsdag middag offentligheden om, hvorfor man har sigtet de to tidligere chefredaktører for Se og Hør, Henrik Qvortrup og Kim Henningsen, for deres rolle i Se og Hør-sagen.

Politiinspektør Bent Isager-Nielsen ville ikke nævne navne i sagen, men han bekræftede de oplysninger, som både Henrik Qvortrup og Kim Henningsen tidligere torsdag har givet i medierne.

- Vi har rejst sigtelser mod to tidligere chefredaktører på Se og Hør, og vi er kommet det skridt videre i efterforskningen i dag. Vi har ransaget personernes hjem, og vi har taget forskellige beviser i bevaring. Jeg vil ikke kommentere, hvad vi har taget, da det skal indgå i den samlede vurdering, sagde Bent Isager-Nielsen til den samlede presse ved Politigården i Albertslund.

- De er sigtet for medvirken til det, som også »tys-tys-kilden« er sigtet for. Det vil sige relativt alvorlige formueforbrydelser i straffeloven, freds- og ærekrænkelser og en bestikkelsesparagraf, forklarede han.

Politiinspektøren fik flere spørgsmål om, hvorfor der skulle gå så lang tid, før man skred til anholdelse og sigtelser af de to tidligere chefredaktører.

- Der er ikke gået lang tid. Vi gik ind i sagen 28. april på egen hånd, og siden da har vi skulle bygge en sag op. Vi kan jo ikke få retskendelser eller foretage alvorlige efterforskningsskridt på baggrund af avisskriverier. Nu er vi nået så langt, at vi har fået sigtet centrale aktører i sagen, sagde Bent Isager-Nielsen.

Henrik Qvortrup har tidligere torsdag udtalt til TV 2 News, at han skal afhøres igen torsdag eftermiddag klokken 15.45. Bent Isager-Nielsen bekræftede, at endnu en afhøring finder sted torsdag eftermiddag.

- I afhøringen forventer vi at få belyst nogle ting. Vi forventer at komme et skridt videre ligesom, vi er gjort de andre gange, vi har afhørt vidner eller sigtede, sagde politiinspektøren.

Københavns Vestegns Politi vil ikke afsløre, hvad deres næste skridt i sagen bliver, men Bent Isager-Nielsen lægger ikke skjul på, at han forventer, der kommer flere sigtelser i sagen.

- Nu kommer der en periode igen, hvor vi måske ikke vil gå ud med meget nyt. Vi er opmærksomme på, at der er et stort ønske fra pressen og offentligheden i denne sag, men vi vil koncentrere os om at holde forklaringerne op mod hinanden, og det beslaglagte materiale skal koordineres og vurderes. Som sagt tidligere, så forventer vi, der kommer flere sigtelser. Hvornår kan og vil jeg ikke tale om, sagde politiinspektøren.

De to chefredaktører risikerer mellem fire og seks års fængsel, hvis de bliver dømt skyldige.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook