To personer er blevet ramt af skud i den københavnske bydel Tingbjerg. Det oplyser Københavns Politi til BT.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

Skyderiet er sket omkring Langhusvej i Tingbjerg, og der blev slået alarm til politiet klokken 16.31.

»Vi får en anmeldelse om, at der er flere, der er blevet skudt,« siger Henrik Brix, der er vagtchef hos Københavns Politi til BT.

Ved du noget om sagen? Så skriv til BT på 1929@bt.dk eller via vores Facebook-side.

Politiet når kort tid efter frem til stedet og finder to mænd, der er blevet ramt.

»Den ene er blevet ramt i venstre side af brystet - hvor den anden er blevet ramt, har jeg endnu ingen melding om,« siger vagtchefen.

De to personer var ved bevidsthed,da politiet nåede frem, og politiet oplyser lørdag klokken 19.30 til BT, at begge er personer meldes uden for livsfare.

Politiet har endnu ingen spor af den eller de personer, der stod bag skyderiet.

»Men vi er massivt til stede, og vi har nærmest spærret hele Tingbjerg af,« siger Henrik Brix. Politiet har blandt andet sendt hundepatruljer ud for at lede efter spor.

Har I mistanke om, at skyderiet er banderelateret?

»Vi kan ikke afvise det, men det må efterforskningen vise,« siger Henrik Brix.

Det er heller ikke lykkedes politiet at finde det eller de våben, som de to personer er blevet skudt med.

»Vi har ikke rigtig fundet noget. Vi leder febrilsk efter nogle vidner til episoden,« siger vagtchefen og tilføjer, at politiet derfor meget gerne vil høre fra vidner, der har set noget i og omkring Tingbjerg mellem klokken 16.15 og 16.30.

»Uanset hvor ligegyldigt de tror, at det, de har set, er, så vil vi gerne høre om det,« lyder det fra vagtchefen.

BT følger sagen