Højesterets afgørelse i en sag om tålt ophold lægger pres på Udlændingestyrelsen og politiet, mener advokat.

København. Flere udlændinge på tålt ophold kan formentlig blive fri for dagligt at skulle melde sig hos myndighederne.

Det må blive konsekvensen af en dom, som Højesteret har afsagt tirsdag.

- Udlændingestyrelsen og politiet må nok revurdere en række afgørelser, som de har truffet om melde- og opholdspligt, siger advokat Gunnar Homann.

Han er forsvarer for den libanesiske mand, som tirsdagens afgørelse drejer sig om.

I næsten fire år var libaneseren underlagt melde- og opholdspligt.

Men Udlændingestyrelsen burde ikke have forlænget indgrebet yderligere. Han skjulte sig ikke, og der var ikke udsigt til, at han kunne sendes ud af landet, lyder det fra Højesteret.

Indgrebet var kommet ud af proportioner. Retten til at bevæge sig frit var blevet krænket, og menneskerettighedskonventionen er blevet overtrådt.

- Dommen siger, at der er grænser, og det er helt i overensstemmelse med lovens forarbejder, siger Gunnar Homann.

Og det gælder altså også i sager med udlændinge, der har begået grov kriminalitet. Libaneseren fik otte års fængsel for narko i en østjysk sag.

Udlændingestyrelsen oplyser tirsdag eftermiddag, at man over de næste par dage grundigt vil læse tirsdagens dom og vurdere, hvilken betydning den skal have.

Allerede i en dom i 2012 fastslog Højesteret, at myndighederne løbende bør overveje, om indgreb er for vidtgående.

Men åbenbart har Udlændingestyrelsen ikke gjort det godt nok siden da, kan man udlede af tirsdagens afgørelse.

I øvrigt har regeringen og udlændingeminister Inger Støjberg (V) lagt op til nye stramninger for udlændinge, der er på tålt ophold.

Men advokat Homann lægger vægt på, at det i bemærkningerne til lovforslaget står, at Danmark ikke skal bryde internationale konventioner.

I Amnestys danske afdeling ser man tirsdagens dom som en slags løftet pegefinger.

- Dommen indskærper over for myndighederne, at man ikke kan foretage disse indgreb uden tidsbegrænsning, siger juridisk seniorkonsulent Claus Juul.

- Man bør løbende undersøge hver sag og vurdere, om det fortsat er proportionalt, siger han.

Afgørelsen er helt konkret, understreger Claus Juul.

- Hvis man havde håbet på en dom, som havde lagt op til en generel lovgivningsmæssig ændring med hensyn til tålt ophold, har man ikke fået den, siger han.

Senere i år ventes Østre Landsret at behandle endnu en sag om en udlænding på tålt ophold.

Han er afghansk statsborger og har fået fri proces til at føre sagen, oplyser advokat Jens Bruhn-Petersen.

Folketingets Ombudsmand udtalte sidste år, at det er tvivlsomt, om indgrebet mod denne mand er lovligt.

/ritzau/