Omkring en tredjedel af det fyrværkeri, der natten til lørdag blev stjålet fra en fabrik på Lolland, er nu fundet.

Et anonymt tip har ført politiet til en del af de farlige krysantemumbomber, der fredag nat blev stjålet fra fyrværkerifabrikken Nordlys på Lolland.

Foreløbigt har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fundet omkring en tredjedel af fyrværkeriet, og ransagningen er fortsat i gang, oplyser politiet til Berlingske Nyhedsbureau.

Ransagningen foregår på en landejendom på Lolland, og politiet får hjælp af forsvarets ammunitionsryddere.

Ifølge eb.dk er manden, der bor på ejendommen, ikke hjemme, og politiet ved endnu ikke, om han har noget at gøre med fyrværkerityveriet på fabrikken at gøre.

Gerningsmændene stjal over 500 kraftige luftbomber, der er beregnet til brug i professionelle fyrværkerishows. De affyres med specialdesignede bomberør, der sender dem langt op i luften, så hvis de eksploderer tæt på jorden, kan de få katastrofale følger for de omkringstående.

- Bomberne har en lang lunte, men den brænder ekstremt hurtigt. Professionelle fyrværkere antænder bomberne elektronisk med en sikkerhedsafstand på mindst 100 meter. Hvis man bruger en lighter til at tænde dem, eksploderer de inden for få sekunder, fortæller vagtchef John Andersen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Berlingske Nyhedsbureau.- Desuden kan de eksplodere af sig selv, hvis de bliver fugtige, tilføjer han.

Indehaveren af Nordlys, Ole Olsen, opdagede indbruddet tidligt lørdag morgen, da han ankom til fabrikken ved landsbyen Torrig.