Overtryk i en dunk med brandbart væske menes at være årsag til en ulykke i Sønderborg, hvor seks børn og en voksen blev forbrændt. Det oplyser politiet.

En skateboardopvisning, hvor deltagerne skulle springe gennem en ring af ild, gik fredag helt galt. Da ringen med ild skulle tændes fik seks børn og en voksen fik slemme forbrændinger.

Lørdag aften mente Sydjyllands Politi, at den brændene tændvæske blev fanget af vinden, men den forklaring har vist sig, ikke at holde stik.

»Der er tændt ild i ringen, men man synes åbenbart ikke det er nok, så man hælder mere væske på ringen. Der opstår formentlig overtryk i dunken, hvilket får væsken til at sprøjte over på børnene,« forklarer vagtchef Søren Strægaard.

41-årige Rene Christiansen fra Sønderborg stod 50 meter fra ulykkesstedet og oplevede ulykken på nærmeste hold.

»Deltagerne skal køre gennem en ring, som er 2 - 3 meter i diameter. Nogle unge mennesker på omkring 20 år skulle sætte ild til ringen. For at få ilden til at fænge mere og blive større, begyndte de at kradse lidt i det stof, der sad på ringen. Pludselig tog en af de unge dunken med tændvæske for i kådhed at hælde mere tændvæske på. Jeg nåede lige at tænke, det går helt galt, hvis de prøver det igen - så eksploderede beholderen med tændvæske og det sprøjtede ud over de børn, der sad udenfor afspæringen og ventede,« siger Rene Christiansen.

Han er selv udlært brandmand, men var på stedet som tilskuer. Han blev dog sammen med en anden hurtigt involveret i at få kontakt til alarmcentralen og få de nødvendige ambulancer og helikopter frem.

Hans vurdering er, at tilskuerne sad 4-5 meter fra ringen med ild i.

»De børn, der blev ramt var alle tilskuere. De løb skrigende rundt med ild i tøjet. Folk fik hevet tøjet af dem og hældte vand over dem. Andre for forvildede rundt,« siger Rene Christiansen.

De seks børn er i alderen 9-13 år og den syvende tilskadekomne er en voksen, der blev forbrændt, da han ville hjælpe børnene.

Flere tilskuere stod klar til at filme skateboardopvisningen og politiet har siden fredag modtaget adskillige videooptagelser af ulykken. Syd- og Sønderjyllands Politi har dog endnu ikke haft mulighed til at se optagelserne igennem. Det vil først ske mandag, når sagen overgår til lokalpolitiet i Sønderborg.

Ulykken skete lige over for brandstationen, men selvom der blev brugt levende ild foran et publikum bestående af børn, var brandvæsnet ikke inde over begivenheden - før det gik galt.

»Den mængde af brændbar ild, der bliver brugt, er ikke større end den man bruger, når man griller hjemme i haven. Det er ikke noget der kræver en tilladelse fra Brandvæsnet,« siger Thomas Krakau, der er indsatsleder, Sønderborg Brand & Redning.

Sådan gik det galt

1.Under skateboard-arrangementet Sønderborg Breakdown skal deltagere køre gennem en ring af ild. Bag en afspærring fire-fem meter derfra sidder en større gruppe børn og ser på.

2. Der bliver tændt ild i ringen, men arrangørerne mener ikke, at ilden er stærk nok. Derfor hælder de mere tændvæske på.

3. Som følge af overtryk i flasken, sprøjter der tændvæske ud på tilskuerne. Seks børn og en voksen bliver forbrændt.

4. Der ydes førstehjælp med vand på stedet og efterfølgende bliver de fragtet til hospitaler med helikopter.