En sigtes for forsøg på manddrab efter skyderi

Temperamenterne løb løbsk i Kokkedal nord for København lørdag aften. To grupperinger af unge mænd skød mod hinanden fra deres biler, mens de kørte rundt i området omkring Holmegårdscentret.

Der blev affyret adskillige skud, og en 19-årig mand blev ramt i foden.

Da hans kammerater kørte ham til behandling på Rigshospitalet, blev de mødt af politiet. Efter en del tumult, hvor politiet blev nødt til at bruge peberspray mod i hvert fald den ene af dem, blev fem anholdt. Den sårede blev kørt i ambulance til Traumecentret, hvor han senere blev opereret.

- De fire af dem er løsladt igen, men den sidste er stadig anholdt. Han bliver sigtet for forsøg på manddrab, for vi har indicier på, at han skyder tilbage på den anden gruppering.

Det fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi, Søren Bjørnstad, til bt.dk.

Han fortæller, at den anholdte er en ung mand fra Kokkedal og Nivå. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør i løbet af søndagen med krav om varetægtsfængsling. 

Politiet har endnu intet spor af den anden gruppe, for de var over alle bjerge, da patruljerne nåede frem.

- Flere derude havde hørt skud, men da vi ankommer til stedet, er de alle sammen kørt derfra, siger Søren Bjørnstad til bt.dk.

Han fortæller, at fem venner kørte den sårede den omkring 20 kilometer lange tur til Rigshospitalet.

De seks mænd ankom til hospitalet samtidig med betjente fra Københavns Politi. Da politiet forsøgte at gribe ind, opstod der tumult. Københavns Politi oplyser til bt.dk, at mindst én blev ramt med peberspray, inden en ambulance hastede den sårede til akutafdelingen.

- De var i forvejen oppe at køre, fordi de havde været indblandet i skudepisoden, og det gjorde ikke deres samarbejdsvilje overfor politiet større, fortæller den centrale vagtleder ved Københavns Politi til bt.dk.

Politiet mødte talstærkt op ved Rigshospitalet, hvor et skudoffer var blevet bragt ind fra Kokkedal. Foto: localeyes.dk
Politiet mødte talstærkt op ved Rigshospitalet, hvor et skudoffer var blevet bragt ind fra Kokkedal. Foto: localeyes.dk Foto: localeyes.dk
Vis mere

Foto: Se flere billeder på Localeyes

I alt anholdt politiet seks mænd, heriblandt den sårede 19-årige, forklarer Nordsjællands Politis vagtchef, men kun den ene bliver altså fremstillet i grundlovsforhør.

Kort efter skyderiet i Kokkedal, blev to biler sat i brand i Lundtofte.

- Vi har fundet to brændende biler, men vi ved endnu ikke, om der er en sammenhæng mellem dem og skyderiet, men det er helt klart en vigtig vinkel i alt det her, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi, Søren Bjørnstad til bt.dk. 

Politiet ved endnu ikke, hvad motivet til skyderiet var, eller om de to grupperinger har en eller anden form for konflikt kørende.

Skuddene faldt kun et døgns tid efter, at en 19-årig mand blev dræbt - også af skud - ved Høje Gladsaxe Centret. Også her blev bilen, der blev brugt af gerningsmændene, brændt af kort efter.

- Vi kan endnu ikke sige, om der er en sammenhæng, men det er helt klart noget, vi kigger på i efterforskningen, siger Søren Bjørnstad.

Han forklarer, at de anholdte er unge fra forskellige grupperinger lokalområdet, men han ønsker ikke hverken at be- eller afkræfte, hvorvidt skyderiet er banderelateret.

Politiet patruljerer massivt som følge af de seneste dages episoder, men det præcise antal betjente vil vagtchefen i Nordsjælland ikke ud med.

BNB