Tre unge mænd på 17 år samt en 18-årig bilist er blevet hastet på sygeshus efter trafikulykke. En person er kommet alvorligt til skade.

En 18-årig bilist mistede klokken 02.30 natten til torsdag herredømmet over sin bil og ramte et træ på Gørdingvej nær Bramming ved Esbjerg.

De blev efterfølgende kørt til Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, hvor tre af de fire unge torsdag morgen fortsat blev behandlet. En af de unge er imidlertid blevet overført til Odense Universitetshospital på grund af svære kvæstelser.

- Af ukendte årsager mistede føreren herredømmet over bilen, hvorefter bilen skred af vejen, ned i en grøft og ind i et såkaldt læbælte, siger vagtchef Ivan Gohr Jensen, Syd- og Sønderjyllands Politi, til Berlingske Nyhedsbureau.

Politiet kan endnu ikke sige noget om, hvorvidt de unge har kørt for stærkt.

- Vi kan ikke sige noget om bilens hastighed op til ulykken. Vi afventer undersøgelsen fra bilinspektionen, der har været ude på stedet tidligt torsdag morgen, siger Ivan Gohr Jensen.

Han forventer, at der vil gå et par dage, før bilinspektørens undersøgelse ligger klar.

De fire unge mænd har sandsynligvis været i byen i Esbjerg og var på vej hjem, da de kørte galt på Gørdingvej.

Vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Tommy Bech, fortæller til bt.dk kort efter kl 14, at den person, der blev overført til Odense Universitetshospital på grund af svære kvæstelser nu også er i stabil tilstand, ligesom de øvrige kvæstede.