Fire mennesker er omkommet i forbindelse med et bådforlis ved den grønlandske vestkyst. Det bekræfter grønlandsk politi overfor Berlingske Nyhedsbureau.

Tirsdag aften sendte en båd, der befandt sig ved den nedlagte bygd Appat, et nødsignal til kystredningstjenesten Aasiaat Radio. Radioen orienterede politiet i Ilulissat om situationen, og kort efter ankom både en helikopter til stedet, ligesom skibe, der befandt sig i området, også blev inddraget i eftersøgningen.

Eftersøgningen bar ikke frugt, før tidligt onsdag morgen, hvor fire personer blev fundet omkomne ved en strandkant i området. Identiteten på de fire er fortsat ukendt, ligesom det endnu er uvist, om der var flere tilstede på båden, der heller ikke er ikke blevet fundet.

Helikopter og både fortsætter derfor eftersøgningen i området.

- Vi kan ikke sige, om de omkomne er hjemmehørende eller udlændinge, siger vicepolitimester i Ilulissat Morten Nielsen til avisen Sermitsiaq.

Er du i Grønland og ved du noget om sagen, så kontakt gerne bt.dk på 1929@bt.dk