Fire nye skolepiger kontaktet af mystisk mand i rød bil

Ifølge lederen af efterforskningen tyder det ikke på, at der er tale om den samme mand, som står bag to tidligere overgreb.

Nervøsiteten stiger hos forældre og børn på Fyn, efter at der nu er meldt om fire nye tilfælde, hvor en mystisk mand i en rød bil har forsøgt at kontakte tilfældige skolepiger. Det skriver bt.dk.

Tidligere onsdag blev en 16-årig pige, som var på vej på cykel til undervisning på Svendborg Gymnasium, forsøgt standset af en ukendt mand.

Den unge teenagepige kørte ad vejen Vædderen i Svendborg-bydelen Rantzausminde, da manden standsede bilen og ved at gestikulere og vinke forsøgte at få kontakt til hende.

Men pigen skyndte sig at cykle væk, inden der skete mere og kontaktede kort efter Fyns Politi.

Udover anmeldelsen fra den 16-årige gymnasieelev er der også registreret tre andre tilfælde, hvor børn og helt unge er blevet kontaktet af en mystisk mand, der har kørt rundt i området i en rød elle rødlig bil.

Det er ifølge forklaringerne til politiet sket i Ullerslev på Østfyn, i Årslev på Midtfyn og på Thurø ved Svendborg. I ingen af tilfældene har der været kontakt mellem manden og børnene.

Thurø ligger på den modsatte side af Svendborgs bymidte i forhold til Rantzausminde, hvor den 16-årige pige onsdag formiddag blev antastet.

Henrik Justesen, vicepolitiinspektør og leder af efterforskningen af de to uhyggelige sexovergrebssager mod en 11-årig pige fra Øster Skerninge og en 10-årig pige fra Refsvindinge, kobler ikke umiddelbart de nye anmeldelser sammen med overgrebene.

Blandt andet fordi det ikke tyder på, der er tale om den samme mand som den endnu ukendte, pædofile sexforbryder, der slog til mod de sagesløse ofre i Øster Skerninge den 26. oktober og igen i Refsvindinge onsdag den 14. november.

I efterforskningen af de to sexovergreb har Fyns Politi fået flere end 1.000 henvendelser med tip og observationer fra borgerne.

Der er taget mundskrab fra cirka 50 mænd med henblik på at lave en dna-profil og matche den med det dna, der allerede er sikret fra de to overgreb.

Onsdag eftermiddag var der fra Retsgenetisk Institut kommet svar på de første 11 dna-prøver. Ingen af dem matcher den pædofile sexforbryder.

- Vi fortsætter bare. Det betyder ikke noget. Vi er vant til, at tingene ikke altid lykkes lige med det samme, siger Henrik Justesen, som stadig tror på, gerningsmanden vil blive pågrebet.