Efter et grundlovsforhør ved retten i Horsens tirsdag skal fire litauiske mænd varetægtsfængsles i 14 dage, mens politiet undersøger sagen om tyveri nærmere.

Politiet skal blandt andet fastlægge gerningssteder og se nærmere på tyvekoster, fortæller leder af Task Force Vest, Kirsten Fisher, til Berlingske Nyhedsbureau.

Det var under en aktion i et sommerhusområde ved Juelsminde i Østjylland natten til tirsdag, at de fire mænd blev anholdt. Politiet ransagede det sommerhus, som mændene opholdt sig i og fandt flere stjålne genstande, fortrinsvis værktøj. Task Force Vest kan endnu ikke sige, hvor det beslaglagte værktøj stammer fra, men i løbet af weekenden har enheden overvåget mændene, hvorefter man kunne skride til anholdelse.

Det er endnu uvist, hvad der skal ske med de fire mænd efter de fjorten dages varetægtsfængsling.

BNB