Fire busser står i brand på Yderlandsvej 15 i København. Indsatslederen formoder, at branden er påsat. 10 busser blev i weekenden udsat for hærværk hos naboen.

Store vandskyer stod op fra fire totalt udbrændte turistbusser hos Paaske Bus på Amager tidligere tirsdag. Branden blev slukket omkring kl. 17.00.

- Der står kun skeletterne tilbage, og der er en temmelig kraftig røgudvikling. Det er vanddamp fra slukningen. Det ser helt vildt ud, sagde bt.dk's mand på stedet.

Ifølge indsatsleder Kenn Bodholt var branden formodentlig påsat.

- Umiddelbart før branden så man tre unge løbe fra stedet, så vi har en formodning om, at den er påsat, siger Kenn Bodholt til bt.dk.

Paaske Bus blev i weekenden udsat for graffiti 10 busser, ligesom der blev smadret ruder og tømt brandslukkere inde i busserne.

Buschauffør i Paaske Bus Kim Østergaard ærgrer sig over brandene:

- Det er et sørgeligt syn at se dem futtet af. Men det kunne havde været meget værre. Hvis det havde været aften, havde der holdt 10-20 busser, siger Kim Østergaard.

Salgs- og marketingchef Mads V. Olesen ved Paaske Bus har ikke noget overblik over, hvor længe busserne har brændt.

- Jeg kan ikke sige meget andet, end at jeg lige nu vil koncentrere mig om at få styr på situationen her og nu, siger Mads V. Olsen.

Branden er nu slukket, oplyser politiet. Ingen mennesker kom noget til. Brandårsagen undersøges ifølge politiet onsdag.

Ved du noget.Tip B.T. HER.