Ifølge svenske medier er fire personer anholdt mistænkt for at være involveret i drabet på den danske lasbilchauffør Steen Damkjær, der blev fundet myrdet på en rasteplads ved Hallandsåsen i Sydsverige den 17. juni.

Svensk politi har indkaldt til pressekonference senere torsdag, og det forlyder ifølge den skånske lokalavis hd.se, at en række forhør og husransagninger er på vej på flere adresser i Skåne.

Den dræbte dansker var bosat i den sydlige del af Skåne, hvor han var ledende medlem af rockergruppen Outlaws, og drabet på ham kan være del af en verserende svensk rockerkrig. Endnu har politiet dog holdt tæt med detaljer omkring dødsfaldet - og det er end ikke kommet frem, præcis hvordan Steen Damkjær mistede livet.

LÆS

Outlaws er angiveligt på kant med den rivaliserende rockergruppe Hells Angels, og Steen Damkjær var det fjerde Outlaws-medlem, som døde under mystiske omstændigheder.

I marts blev to mænd med tilknytning til Outlaws henholdsvis skudt og knivdræbt med få dages mellemrum, og et par uger inden Steen Damkjær blev fundet dræbt, blev endnu et Outlaws-medlem fundet død under mystiske omstændigheder.

Allerede dagen efter det første mord på en Outlaws-rocker i Sydsverige skrev Steen Damkjær på engelsk på sin Facebook-profil:

- Hey venner, fortæl mig, hvis I har noget imod mit valg om at blive et Outlaws mc-medlem i stedet for at tilsvine mit valg og mit liv bag min ryg.

Artiklen opdateres