Statsminister Helle Thorning-Schmidt måtte tørre tårerne væk fra øjnene efter bisættelsen af terrorofferet Finn Nørgaard.

Det var en statsminister på grådens rand, der tirsdag forlod Grundtvigskirke i Københavns Nordvestkvarter, hvor offeret for terrorattentatet på Krudttønden blev bisat. Helle Thorning-Schmidt havde ikke lyst til at tale med pressen, hverken før eller efter bistættelsen. Venstres formand Lars Løkke Rasmussen havde også røde øjne rystede kort på hovedet, da BTs reporter efter bisættelsen tilbød ham at sige et par ord.

Den 55-årige Finn Nørgaard blev skudt og dræbt, da den 22-årige formodede terrorist Omar Abdel Hamid El Hussein åbnede ild mod Krudttønden under et debatarrangement om ytringsfrihed 14. februar. Dermed blev Finn Nørgaard det første offer for terror på dansk jord i nyere tid. Senere samme aften blev 37-årige Dan Uzan dræbt ved den jødiske synagoge i Krystalgade, og til sidst blev den formodede gerningsmand dræbt af politiet.

Ceremonien i Grundtvig Kirke blev indledt med en obo, som spillede en fantasi over et Leonard Cohen-nummer. Efter første samle 'Nu er du taget fra os' tog præsten Vivi Andersen ordet:

»Han var hjertedrevet. Det er ikke til at bære. Nu er kun kærligheden tilbage,« sagde hun.

Dræbt da han ville stoppe terroristen

Flere vidner har beskrevet, hvordan Finn Nørgaard forsøgte at overmande terroristen, da han åbnede ild mod Krudttønden. Det er endnu ikke bekræftet af politiet, men Finn Nørgaards gode ven, pr-manden Steffen Lüders, kom ind på det, da han talte ved kisten:

»Du er noget særligt. Du satte livet så højt, at du ville redde livet for andre. Jeg er ikke overrasket. Jeg ved, du tænkte, at du måtte gøre det,« sagde han.



Finn Nørgaards mangeårige ven, Lars Lundbye talte også ved bisættelsen. Han fremhævede det paradoksale i, at vennen blev offer for en vold, som han på den ene side bekæmpede, men på samme tid frygtede:

»Finn var min hædersmand. Jeg har sørget dybt, og jeg har skældt ud. Jeg vil savne Finn resten af mit liv. Finn traf et valg, der har startet en dyb vibration i mig overalt: Hvorfor? Det spørgsmål har ringet i mig siden, men Finn vidste, at ondskab er en del af livet. Han frygtede vold, men ville ikke gemme sig under dynene og glemme det. Han kastede sig ud i at bekæmpe det som en samurai. Han dyrkede yoga, meditation og forsøgte hele tiden at træne i at gøre tingene bedre,« sagde vennen.

Bisættelsen fandt sted under massiv bevogtning af politifolk med skarpladte maskinepistoler.

Flere toppolitikere deltog i bisættelsen, her i blandt Justitsminister Mette Frederiksen (S), Økonomi- og Indenrigsminister Morten Østergaard (RV), Venstres formand Lars Løkke Rasmussen, De Konservatives formand Søren Pape, Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen-Dahl, Københavns overborgmester Frank Jensen (S), Pia Kjærsgaard (DF) og en flere andre.

Da ceremonien var forbi, blev kisten kørt væk i en sølvgrå rustvogn. En del af gæsterne tog herefter videre til et privat gravølsarrangement.