Fem mænd tiltalt for terrorbrande

Brandene skulle destabilisere Danmark, lyder det i anklageskriftet.

Anklagemyndigheden rejser nu tiltale mod fem mænd for at have planlagt eller deltaget i brandattentater rundt om i Storkøbenhavn. Det oplyser rigsadvokat Svend Larsen i en pressemeddelelse.

Ifølge anklageskriftet er der tale om flere tilfælde af brandstiftelse under skærpende omstændigheder eller forsøg på brandstiftelse i 2010 og 2011. Hertil kommer planlægning af blandt andet yderligere brande. Blandt målene var bygninger, der huser Politiskolen, Rigspolitiet, Politiets Efterretningstjeneste og Den Græske Ambassade.

De fem mænd deltog i forskelligt omfang i brandene, og det er anklagemyndighedens opfattelse, at de alle havde forsæt til at »skræmme en befolkning i alvorlig grad« samt til at »destabilisere eller ødelægge et lands grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer«.

Justitsministeren har tiltrådt Rigsadvokatens indstilling om, at der rejses tiltale mod de fem for terrorhandlinger efter straffelovens § 114.

Straffesagen vil blive behandlet ved Københavns Byret som en nævningesag. Straffesagen forventes at begynde i oktober i år.


Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

FÅ ET GODT TILBUD - tilmeld dig BT SHOP og spar 50% på oplevelser, rejser og meget mere.