Overfald er en del af hverdagen for fængselsbetjente. Fangerne er mere voldsparate i dag, mener formand.

København. Snitsår, knytnæver og spyt i ansigtet. Fem fængselsbetjente er blevet overfaldet af fanger på arbejdet i løbet af ugen. Det skriver Fængselsforbundet i en pressemeddelelse.

Udviklingen er en katastrofe, der må gribes ind over for, siger Kim Østerbye, der er formand for Fængselsforbundet.

- Det er fuldstændig alarmerende. Der er gået fri jagt ind på fængselsbetjente, bare vi åbner døren ind til en celle, risikerer vi at få nogle på hovedet.

- Det er jo ikke fordi, vi tror, at vi arbejder i en børnehave, men det er nærmest som om, at der er gået jagtsæson i at slå fængselsbetjente, siger han.

I løbet af i år har 43 medarbejdere hos Kriminalforsorgen oplevet at blive truet eller udsat for vold på deres arbejdsplads.

Når en fange udøver vold mod en betjent, bliver de politianmeldt og indsat i isolation i omkring 14 dage.

/ritzau/