Flere våben er afsløret af politiet under en aktion i Sætersdalgade på Amager. Der er også sket anholdelser.

Under en aktion på Amager har Københavns Politi fundet flere våben.

I forbindelse med indsatsen i Sætersdalgade har politiet også foretaget flere anholdelser, siger Jesper Simonsen fra politiets bandeenhed.

I alt er der beslaglagt fem håndvåben, og heraf er de fire fundet i Sæterdalsgade. Fire mænd og en dreng er anholdt.

- Ingen af dem har umiddelbart forbindelse til bandegrupperinger, siger Jesper Simonsen.

- Men det er meget rart, at vi har fået fjernet disse våben fra gaden på et tidspunkt, hvor der har været flere skudepisoder. Man ved aldrig, hvor våben ender henne, tilføjer han.

Fire af de fem våben menes i øvrigt at stamme fra et indbrud, som er sket uden for København.

De fem vil blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af fredagen.

/ritzau/