Politiet slog torsdag til mod fem mænd, der mistænkes for organiseret miljøsvineri med byggeaffald, som blev smidt på private grunde og offentlige arealer.

Københavns Vestegns Politi har torsdag anholdt fem mænd, som mistænkes for at have dumpet 100 ton byggeaffald rundt om på Sjælland. De fem mænd mellem 32 og 43 år mistænkes også for at have svindlet med virksomhedsregnskaber.

Ifølge politiet har mændene siden februar 2014 smidt byggeaffald på andre folks grunde og offentlige arealer flere steder på Sjælland.

Politiet skred til anholdelse af de fem mænd efter henvendelser fra private og offentlige grundejere, som pludselig stod med flere ton affald.

Skattemyndighederne har medvirket i efterforskningen, fordi mændene også mistænkes for at have svindlet med regnskaber og sort arbejde.

»Vi er ikke færdige med efterforskningen, men vi mener, at de har håndteret mindst 100 ton affald på den måde, hvilket gav dem en økonomisk gevinst,« siger vicepolitiinspektør Carsten Jansson, Københavns Vestegns Politi, i en pressemeddelelse.

Politiet overvejer nu, om mændene skal kræves varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør fredag.