Beviserne mod en 70-årig pensionist i Brøndby blev nærmest serveret på et sølvfad for dansk politi.

I slutningen af 2015 kontaktede det amerikanske forbundspoliti FBI deres danske kolleger for at fortælle om nogle fund, som amerikanerne havde gjort under en større operation mod netbaserede sexovergreb på børn.

Et elektronisk spor fra Filippinerne pegede konkret på, at den 70-årige pensionist fra sin lejlighed i Brøndby via sin computer havde bestilt talrige såkaldte sexshows med børn mange tusinde kilometer væk, som han kunne onanere til bag sin egen computer.

Via Rigspolitiets nationale cybercrimecenter rykkede Københavns Vestegns Politi efter kort tid ud til mandens lejlighed, hvor han blev anholdt 10. februar sidste år.

»Da vi kom til den store lejlighed, som vi havde fået kendelse til at ransage, fandt vi ret hurtigt kontoret, hvor computeren var i gang på en hjørnearbejdsplads. Den kørte blandt andet med Facebook, hvor jeg hæftede mig ved synet af en del asiatiske piger. De så unge ud, og de var ikke allesammen lige påklædte. Det indikerede, at her var noget, som skulle ses efter,« fortalte en af politiets IT-ingeniører, da han tirsdag blev ført som sagens første vidne ved Retten i Glostrup.

»Der var også en Skype-forbindelse i gang, og da jeg kiggede på den, begyndte det at vælte ud med tilbud (på sexshows, red.). Det var ret aktivt,« fortalte IT-ingeniøren fra vidneskranken.

På rettens skærme viste han et af de utallige eksempler fra det beslaglagte materiale, hvor den danske pensionist helt konkret havde bestilt et overgreb på en 12-årig pige hos de filippinske leverandører.

»Hun ser lidt genert ud,« skrev han på engelsk under de indledende forhandlinger om det kommende, live-streamede sexshow, hvor han også roser hendes kønsdels udseende.

»Fordi det er hendes første gang,« svarer den filippinske bagmænd, inden de går over til at forhandle om prisen for det forestående overgreb på den 12-årige pige.

Ifølge politiets vidne var den fremgangsmåde helt typisk i det enorme materiale, som man har beslaglagt og analyseret fra pensionistens computer.

»Det starter som regel med en udvælgelse af børnene. Hvor gamle skal de være, og hvem gør hvad på hvem - skal det være oralsex osv. Bagefter forhandler man om betalingens størrelse, og når klimakset er nået, får børnene lov til at tage tøj på igen,« forklarede politividnet.

Politiet beslaglagde et materiale svarende til godt 4700 A4-sider, og den 70-årige pensionist er nu tiltalt for 346 tilfælde af medvirken til voldtægter og andre sexovergreb mod børn i årene 2011-16.

Nogle af børnene har ifølge anklagerne i det 119 sider lange anklageskrift været helt små børn på bare tre-fire år, men det benægter han. Ifølge den tiltalte pensionist har de yngste af børnene været 12-15 år.

Det enorme omfang gør ifølge Rigspolitiet, at der formentlig er tale om den hidtil største sag af sin art i verden.

Den nu 70-årige mand, der er gift, blev anholdt i februar 2016 og har siddet varetægtsfængslet lige siden.

Der er afsat ikke mindre end 41 retsdage til at gennemgå de mange overgreb i detaljer, og anklageren i sagen - Helene Lindberg Brædder fra Københavns Vestegns Politi - vil begære den tiltalte pensionist idømt forvaring - altså indespærring på ubestemt tid.