Josephine var kun 12 år, da mors nye kæreste på 47 år forgreb sig på hende. Det blev fulgt af tre turbulente år, hvor hendes far, Kim Garly, forgæves løb spidsrod mellem forskellige kommunale instanser for at sikre datteren kvalificeret hjælp.
For ham har sagen fyldt både dag og nat, siden overgrebet fandt sted. Sagen fylder nu 12 ringbind, og Kim Garly har selv været nødt til at have styr på alt.
Læs også:
Det er gået ud over helbredet. Først røg blodtrykket alarmerende højt i vejret, så stødte en nyresygdom til. En direkte følge af det pres, hele familien har været udsat for, mener han.
- Man har brug for en person, der hjælper med at ridse formalia op og holde overblikket for en f.eks. at få sagen anmeldt til ulykkesforsikringen osv., siger Kim Garly.
Han har været nødt til selv at holde styr på alle love og regler, hvis ikke hans datter skulle blive taber i det kommunale bureaukrati. Han har først og fremmest savnet, at kommunen har tænkt i helhedsløsninger for familien.
Sagsbehandler: ’Sælg din bil’
- Sagsbehandleren foreslog mig i ramme alvor, at jeg kunne sælge min bil, hvis jeg ikke kunne betale min termin. Men hvis jeg ikke har nogen bil, kan jeg ikke beholde mit job. En anden anbefalede, at Josephine kom på efterskole, men glemte at fortælle, at jeg selv skulle betale de 40.000 kr. Jeg måtte selv passe Josephine i fire måneder, hvor hun hverken fik psykologhjælp eller skoletilbud. Samtidig har jeg efterhånden lagt 20.000 kr. i Blockbuster for leje af film til Josephine, fordi det var det eneste, hun kunne overskue at forholde sig til, mens vi ventede på møder og afgørelser fra sagsbehandlerne, fortæller Garly.
Han ved, det har omkostninger at stå frem, men håber, at det kan være med til at hjælpe andre, der måtte komme i samme situation.
- Jeg forstår simpelthen ikke, hvad der sker i det kommunale system. Jeg har oplevet fejl på fejl på fejl. Det kan ikke være rigtigt, at man føler sig mest svigtet af det system, der skulle være ens sikkerhedsnet. Jeg har efterfølgende klaget til Borgerrådgiveren i København, hvor jeg har fået rigtig god hjælp. Men det burde være sådan, at kommunen fra begyndelsen samler koordineringen af rådgivning, vejledning og sagsbehandling hos én person, der så fungerer som familiens guide. Det hedder ’helhedsorienteret’ sagsbehandling i loven. Jeg har ikke oplevet det endnu, siger Garly.
Kræver politisk beslutning
I Københavns Kommune henviser jurist Majbritt Heegaard til, at overvejelser om at tildele forældre en eventuel guide vil være en politisk beslutning.
- Der kan være udfordringer i det, fordi en kommune af vores størrelse har flere indgange til ydelser. Derfor kan det komme til at besværliggøre sagsbehandlingen mere end nødvendigt. Men det skulle i givet fald vurderes, siger Majbritt Heegaard.
Hun forsikrer, at socialforvaltningen hver dag gør sit yderste for at give borgerne en professionel og smidig sagsbehandling.
- Det er selvfølgelig meget beklageligt, hvis borgere oplever, at vi ikke har gjort det godt nok. Jeg kan ikke kommentere den konkrete sag, men hvis vi konstaterer, vi har lavet fejl, så gør vi alt for at rette dem, siger Majbritt Heegaard.
Klar til at rette fejl
Men i klagesager har borgeren vel ofte én opfattelse, og I har en anden?
- Ja, det oplever vi.
Men I er vel ikke parate til at ændre procedurer, hvis I ikke selv mener, I har fejlet?
- Hvis der påvises fejl, er vi parate til det. Vi er også underlagt lovbestemte sagsbehandlingsfrister, og dem har vi pligt til at overholde.
Hvor mange kan du huske?
- Det har jeg ikke overblik over. Men vi har i hvert fald indført undersøgelsesgrupper i børnesager.
Har du oplevet problemer med at få hjælp hos kommunen i lignende sager. Så hører vi gerne fra dig. Skriv til isk@bt.dk.