Faren hoppede ud af et vindue, da politiet ankom til hospitalet. Hans tilstand er stabil, mens den ene af pigerne er i yderste livsfare.

To tvillingepiger er ilde tilredt, efter at de søndag eftermiddag blev angrebet af deres egen far på Rigshospitalet.

Københavns Politi oplyser, at pigerne er under 10 år gamle, og at den ene af pigerne er i yderste livsfare, skriver bt.dk.

- Vi bliver ringet op af pigernes mor, da klokken er 13.29. Hun fortæller, at hendes mand er på stedet og har truet med at slå deres børn ihjel, siger den centrale vagtleder Mads Firlings fra Københavns Politi.

Overfaldet, som politiet betegner som en familietragedie, fandt sted i Rigshospitalets Ronald McDonalds Hus, hvor familier med alvorligt syge børn kan blive indkvarteret.

- Vi kommer massivt til stedet og er både ved døren og foran huset. Så springer han ud af vinduet, men vi kan konstatere, at han også havde nogle skader inden faldet. Vi sparker døren ind, og da finder vi de to tvillingepiger, der begge er såret af knivstik. Den ene er i yderste livsfare, siger Mads Firlings.

Vagtchefen oplyser, at faderens tilstand nu er stabil, og at han er i politiets varetægt.

- Han er selv såret af knivstik, og vi arbejder ud fra, at han har forsøgt at gøre skade på sig selv, siger Mads Firlings.

Politiet har tilkaldt psykologer, ligesom Rigshospitalets eget krisehold et på plads.

- Der er mange, som er rigtig chokerede, siger Mads Firlings.

Politiet er stadig ved at indsamle tekniske spor og danne sig et overblik over situationen.

- Jeg kan endnu ikke udtale mig om årsagen til tragedien, siger Mads Firlings til bt.dk.